Hans Berthel vil ikke fjernstyres: Kommunen skal deles i to

Som ny borgerliste i Middelfart Kommune har PositivPLUS kun ét punkt på partiprogrammet. Middelfart Kommune skal deles i to.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Indslev har Hans Berthel Jespersen dannet sit eget parti, PositivPLUS.

Som eneste punkt på partiprogrammet vil han arbejde på, at Middelfart Kommune bliver delt i to. Den skal bestå af de tidligere Nørre Aaby og Ejby kommuner.

At skabe en ny midtvest-fynsk kommune er det eneste, den 76-årige stifter går til valg på.

quote Beslutningerne træffes langt fra os i det fine nye rådhus inde i Middelfart, og derfor føler vi os overset. Livskraften får et skud for boven, så vi vil skabe nære lokalsamfund med menneskekærlige fællesskaber

Hans Berthel Jespersen, stifter af PostivPLUS

- Vi er skuffede over at være en del af Middelfart Kommune, for vi leverer det samme antal skattekroner, men pengene bliver brugt i Middelfart, siger han til TV 2/Fyn.

Opgør med stordriften

Som eneste kandidat på PostitivPLUS-listen vil han splitte den nuværende Middelfart Kommune op i to nogenlunde lige store enheder på plus/minus 19.000 indbyggere. Det skal gøre op med stordriftsmodellen og centraliseringen af beslutningerne . 

- Vi bliver fjernstyret inde fra Middelfart. Beslutningerne træffes langt fra os i det fine nye rådhus inde i Middelfart, og derfor føler vi os overset. Livskraften får et skud for boven, så vi vil skabe nære lokalsamfund med menneskekærlige fællesskaber, siger han.

Farvel til Venstre

Det er første gang i 50 år, at næstformanden i Indslev Lokaludvalg ikke har fornyet sit medlemskort til Venstre. Det skyldes både kommunalreformen og "Støjbergs modbydeligheder", som han kalder det. Nu har han gjort op med centraliseringen og en menneskealder i Venstre.

- Venstre har glemt deres mærkesag om det nære samfund under Hartling, men det har jeg ikke! Tiden er til det. Folk vil gerne have noget selvbestemmelse. Jeg tror ikke, voksne, normaltbegavede og veluddannede mennesker vil fjernstyres, siger Hans Berthel Jespersen.

Det tog ham tre dage at samle de 25 stillere fra lokalsamfundet, der gjorde det muligt at stille op. Som debutant er han spændt på resultatet den 21. november, men han går ikke efter at blive borgmester.

 

Oversigt

    Oversigt