Hans Luunbjerg lukkede døren for K: Tvekamp i blå blok

I Kerteminde er blå blok ikke blå blok, mener Venstremanden og borgmester i Kerteminde indtil årsskiftet, Hans Luunbjerg, efter dramatisk konstituering.

- Den borgerlige firkløver peger på en Socialdemokrat under forudsætning af, at Venstre ikke er med. Det vækker selvfølgelig nogle tanker, og det har vi så derfor også ageret ud fra. 

Sådan lyder det fra den nuværende borgmester i Kerteminde Hans Luunbjerg fredag middag kort tid efter, at Socialdemokraten Kasper Olesen blev udnævnt som Kertemindes kommende borgmester. 

Den nyvalgte borgmester Kasper Olesen har Venstre, SF og Enhedslisten i ryggen, når han tager den tunge borgmesterkæde om halsen efter nytår.

Hårde bump på vejen

Men det har ikke været en nem og lige vej til konstitueringsaftalen. 

De seneste dage har budt på mange og lange forhandlinger på Kertemindes rådhus. 

Både Konservative og Socialdemokratiet fik hver syv mandater ved tirsdagens valg, mens Venstre kun fik tre. Alligevel meldte Hans Luunbjerg først ud, at han gik efter at genvinde borgmesterposten. Men torsdag aften trak han sig i den kamp. 

Kampen om borgmesterkæden stod altså fra torsdag til fredag formiddag mellem Kasper Olesen (S) og Klavs Lauridsen (K).

Da Hans Luunbjerg gik fra rådhuset torsdag aften, sagde han, at han ikke ville gå med i en smal konstituering. Han ville hellere være med til det brede samarbejde. 

quote Så af hvilken årsag, at den konservative borgmesterkandidat ønsker at holde Venstre ude, det synes jeg, i skal spørge den blå blok om

Hans Luunbjerg, nuværende borgmester i Kerteminde

Nu fortæller han til TV 2/Fyn, at den blå blok gerne ville gøre socialdemokraten Kasper Olesen til borgmester torsdag aften, hvis Venstre og Hans Luunbjerg blev holdt ude af aftalen. 

- Det betyder jo bare, at det man gerne vil betegne som den blå blok, faktisk ikke er en blå blok, siger Hans Luunbjerg til TV 2/Fyns reporter Ann-Sophie Holm. 

- Så af hvilken årsag, at den konservative borgmesterkandidat ønsker at holde Venstre ude, det synes jeg, i skal spørge den blå blok om.

V fik et godt tilbud

Men han slår dog fast, at det ikke udelukkende er den mulige udelukkelse fra Konservative, der har gjort udslaget til samarbejdet med Socialdemokratiet. 

- Her har vi fået det bedste tilbud, og derfor siger vi ja til det. Venstre har tabt valget, og vi har tre mandater. Vi kan få to udvalgsformandsposter og en viceborgmesterpost. Vi kan på ingen måde blive bedre behandlet, siger han.

Se hele interviewet med Hans Luunbjerg her: 

 
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt