I det fynske folks tjeneste

Har du set det brune skilt med ham her? Det virker allerede

Et brunt skilt til 90.000 kroner på en motorvej lyder måske ikke som verdens bedste køb. Men det kan faktisk være en fremragende forretning. Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg har lige fået sit ved afkørsel 54. Og det virker.

00:25

Video: Ole Holbech

Odense Zoo har et. Fyns Jernbanemuseum har et, og Egeskov Slot er også på listen over fynske attraktioner med brune skilte.

Læs også Varaner, lokomotiver og krukker langs motorvejen

Nu har Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg også fået en plads på motorvejen. Et 10,5 kvadratmeter stort, brunt skilt til 90.000 kroner, der skal lokke gæster til terrariet. 

Jeg vil ikke være bleg for at sige, at det om et par år vil kunne fordoble vores besøgstal.

Morten Jørgensen, direktør, Terrariet Reptile Zoo

- Vi kan allerede se, at der er kommet flere her i januar sammenlignet med sidste år, fortæller Morten Jørgensen, direktør på Terrariet i Vissenbjerg.

Kampen om afkørsel 54

Terrariet kæmpede i sin tid om pladsen ved afkørsel 54 mod Ditlevdal Bison Farm. Vejdirektoratet tillader nemlig kun et sæt henvisningsskilte ved hver afkørsel. Og det blev altså terrariet, der fik tilladelsen til at få skiltet op.

- Det har været en god proces, men også en hård proces, for det var noget, der var rigtig vigtigt for os at komme med i kampen om at få de her skilte, siger Morten Jørgensen.

Ifølge Vejdirektoratet passerer 74.000 bilister hver dag skiltene på Fynske Motorvej. 

Måske får vi pladsproblemer?

Morten Jørgensen har netop opgjort besøgstallene for 2017 til knap 30.000. Men med skiltet drømmer terrariet om både 50.000 og 60.000 gæster.

- Jeg vil ikke være bleg for at sige, at det om et par år vil kunne fordoble vores besøgstal. Det kunne vi i hvert fald håbe på. Det er jo set andre steder, at det har haft en enorm betydning, og vi får måske lidt et problem her på terrariet med mængden af plads til alle de gæster.

- Vi har allerede lidt problemer på en sommerdag. Men det er jo et positivt problem, og vi er allerede i gang med en femårsplan for at se, hvad vi kan gøre ved det.

Assens Kommune har betalt halvdelen af omkostningerne ved at få skiltene op.