Har du set Flemming?

Han er midt i 40'erne og han har været forsvundet i mere end halvandet år. Flemming Agergård Huus er ikke set, siden han tog et tog fra Svendborg en majdag i 2011.

Flemming Agergård Huus har været væk i mere end 19 måneder, men flere mener at have set ham, blandt andet i Netto i Bennediktsgade i Odense, hvor en kassedame fredag med stor sandsynlighed så manden.

Men han er kendt som et naturmenneske, og derfor er familie og venner ude at lede efter ham på Stige Ø.

- Flemming er et naturmenneske. Han elsker at være ude og sidde ved vandet, hvor der er ro. Han har brug for ro, og derfor regner vi med, at han er søgt herud, siger hans søster Charlotte Posthus.

Fleming Agergård Huus menes også at være set i tunellen ved Grønlandsgade, der er et kendt opholdssted for misbrugere.

Her skulle han have opholdt sig torsdag, hvor han også har fået noget at spise.

- Når selv de hjemløse melder sådan noget ud, og de har givet ham mad altså, der kan man ikke tage så meget fejl, mener søsteren.

Sidste livstegn i Skagen

Før de seneste dages nyheder om Flemmings færden skal man helt tilbage til fire dage efter hans forsvinden, hvor hans dankort var blevet brugt i Skagen.

Men ifølge en facebookgruppe, der efterlyser forsvundne danskere skulle Flemming på det seneste have opholdt sig blandt hjemløse i Odense, og hans tilstand betegnes som kritisk.

- Jeg har snakket med de hjemløse hele dagen i går, og de siger, at han er et kendt billede i de hjemløses kredse, og han beskrives som værende helt væk fra vinduet. Og når de siger sådan, så er han væk, så har han det rigtig skidt. Så han har brug for hjælp, siger Anette Reimar Hansen, der er frivillig eftersøger.

Med så mange tegn på, at Flemming Agergård Huus færdes i Odense, regner søsteren med, at det må være et spørgsmål om tid, inden han bliver fundet.

Han er sidst set komme gående i højt tempo på Østergade i Odense. Han bar en sort hue og havde ingen jakke på.

Har du set Flemming, skal du kontakte politiet på 114.

Oversigt

    Oversigt