Borgermøde: Har en fattig kommune råd til kultur?

I skyggen af en hårdt presset økonomi er Assens Kommune igang med at skabe en kulturpolitik.

Kritikken er haglet ned over Assens Kommune fra nær og fjern i de seneste måneder. Blandt andet fra kommunens egne ældre borgere. 

- Det er rigtigt, når de siger, at Assens er en pis-kommune.  

Så kort og kontant lød beskeden fra 90-årige Esther Madsen, da det i februar kom frem, at Assens Kommune ville ændre i hendes rengøringshjælp, så hun fremover ville få gjort rent hver femte uge i stedet for hver tredje uge. 

Nedgraderingen af rengøringshjælpen skyldes store økonomiske udfordringer i Assens Kommune. Selvom beslutningen om den dårligere rengøring nu er trukket tilbage, ændrer det ikke ved billedet af en kommune, som er presset på pengepungen. 

Trods den lunkne økonomi, så arbejder Assens Kommune lige nu på at udarbejde en ny kulturpolitik som skal understøtte de nye visioner frem mod år 2030. Og torsdag aften på CulturArte i Køng er borgerne inviteret til at komme deres bud på, hvilke kulturindsatser kommunen fremover skal satse på.  

Men er der overhovedet råd til at satse på kultur, når det kniber med penge til rengøringen hos de ældre? Ja, siger Finn Brunse, socialdemokratisk formand for kommunens Beskæftigelses-, Erhvervs- og Kulturudvalg.

- Selv om vi er trængt økonomisk, kan vi ikke bare holde op med at have kulturtilbud i kommunen. For de tilbud har også en stor værdi for vores borgere. Der er et fællesskab omkring kulturen, som er med til at give et bedre og gladere liv i kommunen, siger Finn Brunse.

Han bakkes op af næstformanden, Venstres Pia Offer Madsen.

- Der kommer nok ikke flere penge til kulturen

I starten af marts kom der endnu en mulig bombe under Assens Kommunes økonomi. En gammel tvist mellem skattemyndighederne og Dan-Foam i Aarup nærmer sig en afslutning, og sagens udfald kan betyde, at Assens Kommune får en ekstraregning på 50 millioner kroner. Og Finn Brunse er godt klar over, at der ikke er økonomi til de store armbevægelser i øjeblikket. 

- Vi får nok ikke flere penge til kultur, end vi har lige nu, konstaterer Brunse. 

Kan denne borgerinddragelse i kulturpolitikken ikke ende med at have den modsatte effekt, hvis I beder borgerne komme med højtragende ideer, som I politikere bagefter hælder ned ad brættet på grund af økonomien?

- Forventningerne til deltagerne på kulturmødet skal afstemmes. For der er jo ikke noget, der tyder på, at der kommer flere penge til området lige foreløbig. Men de ideer og visioner, som vi skal udarbejde, er langtrækkende og langtidsvirkende. Derfor tror vi på, at vi får løst de udfordringer vi står over for lige nu rent økonomisk. Det er vi nødt til, siger udvalgformanden, der håber at få helt nye ideer på bordet til aftenens møde. 

- Det kan være, at vi kan indgå nogle partnerskaber og aftaler med private og eksterne partnere som kan være med til at løfte nogle af opgaverne. Vi er åbne for nye ideer, siger Finn Brunse. 

Til aftenens møde er der tilmeldt mellem 50 og 60 borgere. TV 2/Fyn sender live fra mødet i aftenens 19.30-udsendelse. 

Så mange penge bruger de fynske kommuner på kultur 

Oversigt

    Oversigt