Hård kommunal styring af Filosofgangen

Efter flere års ballade mellem etablerede kunstnere og amatører i Kunstbygningen på Filosofgangen tør Odense Kommune ikke længere overlade ansvaret til kunstnerne selv. Kommunen overtager nu driften, og har indsat sig selv i det magtfulde udstillingsudvalg.

-

Efter flere års ballade mellem etablerede kunstnere og amatører i Kunstbygningen på Filosofgangen tør Odense Kommune ikke længere overlade ansvaret til kunstnerne selv. Kommunen overtager nu driften, og har indsat sig selv i det magtfulde udstillingsudvalg.


Siden december sidste år har Odense Kommune stået for driften af Kunstbygningen på Filosofgangen. Kommunen overtog driften og ledelsen, fordi uenighed om udstilllingspolitikken havde skabt kaos i kunsthuset.


Striden står om hvem der skal have ret til at udstille. De etablerede kunstnere vil have en linje og en udvælgelse i udstillingerne, mens de såkaldte amatører  vil have plads til alle, der har lyst til at udstille. Konflikten har sprængt bestyrelsen og efterladt huset med gæld.


Ny struktur
Men nu skrider kommunen effektivt ind og overtager stedet for de næste to år.  Den selvejende institution \"Fyns udstillingsbygning for Kunst og Design\" bliver efter sommerferien omdannet til en ren kommunal institution. Kommunen skal stå for driften, og et særligt udstillingsudvalg skal sammensætte udstillingerne på Filosofgangen.


Kommunens kunstsekretariat havde foreslået, at udstillingsudvalget skulle sammensættes af repræsentanter for tre kulturinstitutioner i Odense. Men denne løsning har politikerne ikke haft tillid til.


Kultur- og socialudvalget besluttede tirsdag, at udstillingsudvalget også skal bestå af to repræsentanter som bliver udpeget af udvalget selv. Dermed får kommunen afgørende indflydelse på stedets udstillingspolitik.


\"Vi vil sende et signal til Kunstbygningen om at Filosofgangen er for alle, og vi er efter de seneste års strid i tvivl om at kunstnerne kan klare det uden vore indblanding,\" siger rådmand Jørgen Lund(V).


Dermed har kommunen sat sig på drift, ledelse og udstillingspolitik.


Stedets ledelse og struktur skal evalueres efter to år.

Oversigt

    Oversigt