Hård kritik af forslag om skatteforsøg på Fyn

Ny Alliances Lars Kolinds foreslag om at sænke skatten på Fyn til 40 procent får en ublid medfart. Hans egen partiledelse siger fra. Det er ikke partiets politik, lyder det fra Gitte Seeberg.

Ny Alliances ledelse underkender partiets folketingskandidat, Lars Kolind, som har foreslået at sænke skatten på Fyn - og kun på Fyn - til 40 procent. Én af partiets stiftere, Gitte Seeberg, understreger, at det ikke er Ny Alliances politik.

- Det er ikke udtryk for partiets linje, men det er udtryk for, at Lars Kolind har en masse spændende forslag. Men jeg tror nu nok, at huspriserne ville stige meget på Fyn, og det ville blive noget af et skatteparadis, og det eksperiment vil nok blive vanskelig at foretage, siger Gitte Seeberg til Ritzau.

Casino-økonomi og forskelsbehandling

Folketingets andre partier har da også kun hovedrysten tilovers for erhvervsmanden Lars Kolind forslag om at Fyn gøres til et skattemæssigt eksperiment i en femårig periode, hvor fynboerne slipper med at betale 40 procent i skat.

- Hidtil har vi betragtet Ny Alliances politik som et politisk lotteri. Nu viser det sig være ren casino-økonomi, når Fyn skal omdannes til et slags Monaco for at tiltrække udlændinge, siger kulturminister Brian Mikkelsen (Kons).

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at forslaget vil åbne op for en kæmpe forskelsbehandling og spørger, om det næste ikke kunne være total skattefrihed for Bornholm, Sydfyn, Lolland og Nordjylland.

- Forslaget viser endnu en gang, at Ny Alliances kandidater aldrig har haft jordforbindelse, og at både meninger og forslag stritter i alle verdenshjørner. Et forslag om 40 procent i skat som eksperiment på Fyn er i den grad både uforsvarligt og asocialt, siger Kristian Thulesen
Dahl, der også er opstillet på Fyn.

Skatteminister Kristian Jensen (V) mener, at et sådant eksperiment ville lade det resterende Danmark hænge på en urimelig regning.
 
- Jeg vil glæde mig over, at Lars Kolind og Ny Alliance bidrager med nye idéer. Jeg synes, at han skal have ros for sin nytænkning, men jeg har ikke lyst til at bakke op om sådan en forskelsbehandling af naboer, som han lægger op til. Jeg ville have svært ved at forklare folk i Korsør, at de skal betale for dem i Nyborg, eller for folk i Fredericia, at de skal betale for borgerne i Middelfart, siger Kristian Jensen.

På Fyn siger Odenses borgmester Jan Boye (K) også nej tak til
Lars Kolinds eksperiment.

Oversigt

    Oversigt