Havelund: ærgerligt at udskyde projekter

Lars Havelund, medlem af Odense Byråd, Kons., mener det er for tidligt at tage beslutning om udskydelse af byggerier på grund af regeringens anlægsloft.

Odense Kommune risikerer at overskride regeringens anlægsloft med 24,5 millioner kroner i 2014 på grund af planerne om at bygge både letbane, teaterhus og renoveringen af Thomas B. Thrigesgade.

Det har fået blandt andet Venstres Jane Jegind til at tale om allerede nu at sætte noget i bero og vurdere om der for eksempel er brug for et nyt teaterhus.

Det mener de Konservatives Lars Havelund er en dårlig ide.

- Det ville være ærgreligt, hvis vi bliver nødt til at udskyde projekter. Det er nu, vi har brug for vækst og arbejdspladser, siger Lars Havelund.

Kan måske undgås

Ligesom borgmester Anker Boye håber Lars Havelund, at det slet ikke bliver nødvendigt at bortprioritere byggeri.

Håbet er, at det bliver muligt at tilpasse projekterne, så de ikke rammer anlægsloftet. Det sker for eksempel, at projekter bliver forsinket. Det kan så betyde, at man undgår at ramme loftet.

- Nu og her må vi holde fast og arbejde videre med planerne, som skal skabe vækst og arbejdspladser. Hvis det så viser sig, at vi rammer loftet i 2014, må vi så ind og prioritere, siger Lars Havelund.

Hvis Odense Kommune overskrider regeringens anlægsloft, skal kommunen betale straffeafgift til staten.

Oversigt

    Oversigt