Havemenneske: I haven er jeg krop og ikke kun hoved

Bare fordi det er vinter, så kan man godt nyde at gå i haven. Sådan er det for Helle Troelsen, som er helt afhængig af sin have, året rundt.

Er november virkelig tid for have og havebøger? Ja, hvis man spørger Helle Troelsen fra Troense på Tåsinge. Hun bruger vinteren til at planlægge og drømme om det forår, der venter lige om hjørnet.

Men gummistøvlerne bliver heller ikke sat på lager, bare fordi er vinter. For selvom det ikke er højsæson, så giver haven så meget glæde og ro til Helle Troelsen, at hun slet ikke kan undvære den  - heller ikke i det mørke halvår. Nu giver hun sin haveglæde videre i en stor fotobog: Haven i Troense.

Haven året rundt 

Fotograf Stuart McIntyre fotograferede for nogle år tilbage Helle Troelsens have til en artikel. Han blev så betaget af stedet, at de aftalte, at han skulle vende tilbage og fotografere haven hver eneste måned i et år.

Gennem de seneste år har fotograf Stuart Mcintyre og forfatter Karen Syberg så besøgt haven i Troense, og nu er resultatet klar: En flere kilo tung moppedreng af en havebog spækket med fotos og fortællinger fra den store, frodig have set og oplevet gennem et helt år.

Haven i Troense.
Haven i Troense.
Foto: Morten Albek
Haven i Troense
Haven i Troense
Foto: Morten Albek

Haven giver mig ro

Helle Troelsen har en lang ledelseskarriere bag sig, men blev træt af det stressende erhvervsliv. I dag finder hun ro i sin have på Tåsinge, hvorfra hun driver enkeltmands-virksomheden Troensehaven.

- Haven gør, at jeg føler mig som et menneske. Det lyder måske vidtløftigt, men jeg synes, at vi er så meget oppe i vores hoveder til hverdag. Vi har glemt, at vi også er krop. Vores hverdag er så hastig.

-  Når jeg så kommer ud i haven, bliver jeg mindet om, at vi ikke kan styre tiden og naturen. Så når jeg går i haven,  bliver jeg rolig. De dårlige tanker flyver væk.

Hønsene elsker køkkenhaven lige så højt som Helle Troelsen gør.
Hønsene elsker køkkenhaven lige så højt som Helle Troelsen gør.
Foto: Morten Albek

quote Haven gør, at jeg føler mig som et menneske. Det lyder måske vidtløftigt, men jeg synes, at vi er så meget oppe i vores hoveder til hverdag. Vi har glemt, at vi også er krop.

Helle Troelsen, Haven i Troense

Årets gang

Bare fordi det er vinter og mørkt, så betyder det ikke, at Helle lægger haven på køl. Hun elsker at være i den året rundt.

- Det er jo som at opleve et helt liv fra undfangelse til død. Det, som vi oplever i et helt liv som menneske, det oplever vi i et år i haven. Det giver anledning til gode, eksistentielle samtaler med dem vi elsker.

- For eksempel om hvorfor blomsterne står i maj måned og blærer sig helt vildt for at lokke bier til. Det gør man måske også som teenager for at tiltrække det andet køn. Men her i haven gør de det for at blive befrugtet, sætte blomster, som kan modnes og sætte bær og frø og derefter visne og dø hen. LIge som nu, siger Helle Troelsen.

Helle Troelsen i sin have i Troense
Helle Troelsen i sin have i Troense
Foto: Morten Albek
Kompostbunken er næsten det vigtigste sted i haven i Troense, for her dannes grundlaget for at planterne kan vokse ordentligt.
Kompostbunken er næsten det vigtigste sted i haven i Troense, for her dannes grundlaget for at planterne kan vokse ordentligt.
Foto: Morten Albek

quote Rigtigt mange besøgende i haven spørger: Hvorfor er dine roser så store og flotte? Jamen, det er jorden, det handler om!

Helle Troelsen, Haven i Troense

Vild med jord

Hun er vild med jord, Helle Troelsen. Nærmest besat. Hun kan tale i timer om vigtigheden af en velfungerende kompostbunke.

- Rigtigt mange besøgende i haven spørger: Hvorfor er dine roser så store og flotte? Jamen, det er jorden, det handler om! Folk er så optaget af alt, hvad de kan se. Men det der er afgørende for at tingene bliver så flotte, det er jorden. Man skal have en rigtig god, humusrig kompost. Så jeg er en jordnørd. En have som den her lykkes kun, hvis man er meget optaget af jord. Og det er jeg!

Æblelund

Flere haver på Grønnegade er Troense er tidligere æbleplantager. Der er produceret store mængder af æbler i området, og det bærer mange af haverne stadig præg af.  Også her i haven hos Helle Troelsen, hvor de gamle træer er en kilde til daglig glæde, året rundt

- De gamle træer er med til at give haven sjæl og stemning. De her træer er plantet for over 100 år siden, fordi det var bestemt, at den her have skulle have Belle de boskoop og Cox Orange træer. Så det er en reminiscens af historien, det er simpelthen så fantastisk, siger Helle Troelsen.

Et af årets sidste Cox orange æbler.
Et af årets sidste Cox orange æbler.
Foto: Morten Albek
De gamle æbletræer i haven i Troense.
De gamle æbletræer i haven i Troense.
Foto: Morten Albek

Mormors bed

- Her ligger mormor begravet, fortæller Helle Troelsen om det bed, som ligger op af huset med store rosenbuske og stauder. Altså ikke bogstaveligt, men mormor har haft afgørende betydning for Helles Troelsens haveglæde - og der står en geranium, Johnson Blue, som stammer tilbage fra mormors have.

- Det var min mormor, som prægede mig som lille til at være så vild med have, blomster og jord. Hun tog mig med ud og samle kolort, så jeg kunne se og lære, hvad der var af krudt i det, og lære hvad det kunne skabe for roserne, siger Helle Troelsen.

De sidste Cosmea blomstrer til frosten tager dem.
De sidste Cosmea blomstrer til frosten tager dem.

Bogen Haven i Troense er skrevet af Helle Troelsen, havearkitekt og journalist ved Information Karen Syberg. Fotos: Stuart Mcintyre.

Se indslaget om Helle Troelsen og hendes elskede have i Troense.

Oversigt

    Oversigt