Havetyve graver dybere

Bevæbnet med spader og trailere lusker udspekulerede havetyve rundt på Fyn. De graver kostbare træer op og napper Webergrillen.

Lænk havenissen fast

I løbet af de sidste par uger har flere havetyve haft fingrene langt nede i jorden. På Munkebjergvej i Odense fik Kirsten Lavlund stjålet to figurklippede thujatræer. De var gravet op i hendes forhave.

- De kan ikke være sig selv bekendt. Det er skrækkeligt, at alt efterhånden skal låses inde, siger hun og fortæller, at træerne har en værdi op mod 9000 kr.

I sidste uge blev et 12.000 kr. dyrt bonsai-træ stjålet fra en have i Dalum, og i Birkende blev seks figurklippede thuja'er hugget fra Erik Larsen's have.

Et kig ned over Fyns Politi's døgnrapporter viser også, at havelamper og den kugleformede Weber-grill er et hit blandt havetyvene.

Politikommissær Jørgen Andersen siger, at det er ganske usædvanligt, at tyvene graver træer op. Han har dog følgende råd til grill-ejere.

- Tril dog grillen ind i et aflåst rum, når den ikke bliver brugt.

Ellers må man lænke havenissen, grillen og thuja'en fast, hvis man vil sikre sig mod de udspekulerede havetyve.

Hvad dækker forsikringen

Ifølge Helle Pedersen fra Forsikringsoplysningen, så dækker forsikringen havemøbler, grill og havekrukker. Ting, man normalt vil tage med sig, hvis man flytter.

Til gengæld dækker forsikringen ikke nedgravede træer og planter, som er en del af haveanlægget.

Oversigt

    Oversigt