H.C. Andersen filmfestival i New York

Museum of Modern Art i New York vil arrangere en filmfestival om H.C. Andersen i 2005. Festivalen vil vise en række filmfortolkninger, der tager udgangspunkt i forfatterens berømte eventyr.

-

Museum of Modern Art i New York vil arrangere en filmfestival om H.C. Andersen i 2005. Festivalen vil vise en række filmfortolkninger, der tager udgangspunkt i forfatterens berømte eventyr.

Opgør med Danny Kaye
Museet vil med filmfestivalen forsøge at vise et mere moderne billede af H.C. Andersen end amerikanerne er vant til. Mange amerikanere forbinder stadig H.C. Andersen med Danny Kayes film fra 1952,  og det mener sekretariatet H.C. Andersen 2005 er helt misvisende.

\"Vi mener, at filmmediet er en hjørnesten i den globale synliggørelse af hele projektet og anser museets planer om en filmfestival som et yderst spændende initiativ, hvor offentligheden vil få et indblik i de mere kantede og nuancerede sider af H. C. Andersen\", siger Lars Seeberg, generalsekretær for H.C. Andersen 2005.

Fynsk filmchef
Aftalen med Museum of Modern Art er lavet med lederen af museets filmafdeling. Hun hedder Jytte Jensen og kommer oprindeligt fra Fyn.

Og der kan blive nok at vælge imellem for Museum of Modern Art. Flere aktører i Danmark sysler med film om H.C. Andersen - blandt andet manuskriptforfatteren Rumle Hammerich og den fynske instruktør Erik Bent Svendlund.

Euro til ny film
Men H.C. Andersen 2005 fonden vil også gerne stimulere internationale filmprojekter, og har derfor inviteret den internationale filmbranche til at lave en film om Andersens liv og arbejde. I lørdags offentliggjorde Lars Seeberg i Cannes, at H.C. Andersen fonden tilbyder én million euro til produktionen af en ny film om H.C. Andersen.

Ambitionen er, at den nye H.C. Andersen film skal repræsentere Danmark ved Cannes Filmfestivalen i 2005.

Oversigt

    Oversigt