H.C. Andersen-forestilling på gigantisk Kina-turné

I sommer fik fynboerne under H.C. Andersens Festivals lejlighed til at opleve forestillingen "Hans Christian Andersen - Life's a Fairytale". Nu skal forestillingen på én af de største turnéer nogensinde i Kina.

16 gange får kineserne mulighed for at opleve forestillingen, der er produceret af Steen Koerner Studio. "Hans Christian Andersen - Life's a Fairytale" vil fra juli blive opført i seks af Kinas største operahuse.

- Det er en drøm for mig at bringe H.C. Andersen ud til kineserne, som måske forstår og værdsætter ham endnu bedre end danskerne selv, siger Steen Koerner. 

I Guangzhou skal forestillingen spilles på engelsk, hvor fortællerrollen er indtalt af Nikolaj Lie Kaas. I de øvrige byer spilles forestillingen på mandarin og er indtalt af den internationale, kinesiske film- og Broadwayskuespiller Wang Luoyong, der blandt andet er kendt fra Avatar og The Legend of Bruce Lee. 

quote Det er en drøm for mig at bringe H.C. Andersen ud til kineserne, som måske forstår og værdsætter ham endnu bedre end danskerne selv 

Steen Koerner

Kina i baghovedet

- Jeg har i hele processen haft Kina i baghovedet og skabt en forestilling, der trækker på danske fortælletraditioner og rammer et både dansk og internationalt publikum i alle aldre lige i hjertet. Kineserne elsker H.C. Andersen, og her får de hans historier og moraler formidlet både musikalsk, i sang og tale, som de ikke har set magen til, siger Steen Koerner.

Forestillingen blev flot modtaget, da den blev opført som en del af den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals.

Fra forestillingen: Oliver Zohore, Danmark, flyvende og Elke Uhd, Italien, i cyrwheel.
Fra forestillingen: Oliver Zohore, Danmark, flyvende og Elke Uhd, Italien, i cyrwheel.
Foto: Thomas Topper Christensen

- Formålet med vores kulturfestival er at udbrede kendskabet til H.C. Andersen og sprede budskabet om, at hans historier er evigt aktuelle. Det formår "Life's a Fairytale" til fulde at synliggøre - oven i købet med en forestilling af højt både kunstnerisk og internationalt format - og det er en fantastisk nyhed, at kineserne nu får mulighed for at møde H.C. Andersens fortællinger, siger Peter Bøgholm, der er direktør for H.C. Andersen Festivals.

Betydning for erhvervslivet

Turnéen er blandt de største af sin slags nogensinde for en dansk forestilling, og det kan få betydning for både det danske kulturliv og erhvervsliv, mener erhvervsministeren.

- Danmark har med et rigt kulturliv og verdenskendte kulturpersonligheder såsom H.C. Andersen et stærkt udgangspunkt for at udvikle oplevelser og attraktioner i særklasse. Vi skal netop have for øje at udnytte den klare styrkeposition, som de kinesiske turisters forkærlighed for H.C. Andersen og hans eventyr udgør for dansk turisme, lyder det fra Brian Mikkelsen (K).

Fra forestillingen: Serge Huercio, Frankrig, på cyklen og Lyylia Koivuniemi, Finland.
Fra forestillingen: Serge Huercio, Frankrig, på cyklen og Lyylia Koivuniemi, Finland.
Foto: Thomas Topper Christensen

 

Oversigt

    Oversigt