Tårn i ny H.C. Andersen-forlystelsespark bliver 280 meter højt

H.C. Andersens Adventure Tower - en oplevelses- og forlystelsespark, kan blive en realitet. Det 280 meter høje eventyrtårn skal ligge ved krydstogtskibenes anløbskaj I København.

Snart behøver turister kun rejse til København, hvis de vil snuse til den fynske digter H.C. Andersen.

Investorer vil bygge et 280 meter højt tårn med oplevelser og forlystelser kaldet H.C. Andersen Adventure Tower. Odense har digterens hus, men dermed får København måske også et vartegn opkaldt efter den berømte mand med høj hat. 

Det er ambitionen bag projektet H.C. Andersen Adventure Tower - en oplevelses- og forlystelsespark, som skal kombineres med Nordens højeste bygning på 280 meter. 

H.C. Andersens nyeste hyldest skal ligge i det røde felt på Nordhavn i København, hvis kommunen godkender projektet.
H.C. Andersens nyeste hyldest skal ligge i det røde felt på Nordhavn i København, hvis kommunen godkender projektet.
Foto: H.C. Andersen Adventure Tower

Det hele skal placeres ved krydstogtskibenes anløbskaj ved Ydre Nordhavn i København, som modtager cirka 850.000 turister om året.

Projektet er på dagsordenen, når teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune mødes mandag eftermiddag.

- For os er det knald eller fald nu. Vi har arbejdet med det i tre et halvt år og ønsker en klar afgørelse om køreplanen, siger Kurt Immanuel Pedersen, direktør i H.C. Andersen Adventure Tower ApS.

Forvaltningen har fremlagt en tids- og procesplan, som kan lede til en lokalplan for området i 2025.

Men den tidshorisont er for fjern for projektets initiativtagere.

De vil have politikerne til at fremskynde planprocessen for området, så en lokalplan kan være klar i 2020.

- Vi anmoder om politisk vedtagelse af, at der arbejdes videre med projektet frem mod en forventet godkendt lokalplan ultimo 2020, siger Kurt Immanuel Pedersen.

Tårn omkranset af forlystelser

Det er ifølge direktøren nødvendigt at fremrykke processen, hvis investorerne bag projektet skal sikre sig en aftale med udviklingsselskabet By & Havn om et betinget køb af den 85.000 kvadratmeter store grund.

Investorerne er ifølge Kurt Pedersen klar til at ryste op med omkring 6,5 milliarder kroner til projektet, der ventes at skabe mellem 1.500 og 1.800 permanente arbejdspladser.

Den op mod 280 meter høje bygning skal omkranses af forlystelsesparken.

I selve højhuset skal der være en blanding af boliger, hotel og erhverv, og i toppen af tårnet vil der være plads til skybar og restaurant.

Det bliver den internationalt anerkendte arkitekt Bjarke Ingels, der skal stå for tegningerne, hvis projektet realiseres.

Hvis der gives grønt lys, er det planen at stikke spaden i jorden i 2023. Hele byggeriet, der også omfatter en grøn bypark med gratis adgang, vil ifølge planen være klar til åbning i 2027

Den højeste bygning i Norden på nuværende tidspunkt er Turning Torso i Malmø, der rækker 190 meter i vejret.

For 150 år siden blev H.C. Andersen æresborger i Odense. Det fejrede byen på årsdagen den 6. december sidste år. Du kan se, hvordan det foregik her.

Oversigt

    Oversigt