HC Fyn vil være stjernehold

Odense og Faaborg HK går sammen for at skabe et nyt håndboldhold for herre. Målet for det nye hold, HC Fyn, er at skabe et tophold og levere "showkampe" i fyldte haller.

De to klubber har besluttet at slå sig sammen for at skabe et nyt tophold, der i løbet af få år kan blande sig i topstriden i Håndboldligaen.

- Odense by har i over 20 år tørstet efter igen at få topherrehåndbold til byen og dette er nu en realitet med den nye overbygning, siger Jesper Thaisen fra Odense Håndbold.

Oprykning til næste år

Det nye samarbejde betyder, at Faaborg HK må droppe sit nuværende navn.

- Faaborg HK ville ikke selv kunne videre udvikle sig alene, tiderne har ændret sig, der er færre sponsor kroner, så derfor bliver vi nødt til trække mod Odense, siger Lars Brunse, der bliver direktør i HC Fyn.

Det nye håndboldhold håber allerede til næste år at spille med oprykning til Håndboldligaen.

- Inden for 3 år vil vi spille med i toppen af ligaen, siger cheftræner Jacob Larsen.

Showkampe

HC Fyn skal spille sine kampe i både Odense og Faaborg og ambitionen er at spille i fyldte haller.

- Der vil blive lagt vægt på, at hallerne skal fyldes med tilskuere til kampene, og der skal være høj stemning med top underholdningsværdi. Holdet skal have profiler på holdet, som fans og tilskuere kommer for se spille, og for at få deres autograf, siger Lars Brunse.

I følge Lars Brunse har det nye hold allerede godt tag i sponsormarkedet på Fyn.

Oversigt

    Oversigt