HC Odense standser betalinger

Odenses håndboldsatsning på kvindesiden, HC Odense, går i betalingsstandsning.

Manglende sponsor-opbakning

HC Odense har siden 2008 arbejdet på at skabe tophåndbold i Odense.

- Desværre må klubben efter 3 år erkende, at det endnu ikke har været muligt at hente den nødvendige sponsoropbakning fra erhvervslivet. De eksisterende sponsorer i HC Odense har udvist et stort engagement og loyalitet, men en tilstrækkelig udvidelse af kredsen har altså ikke været mulig, skriver HC Odense i en pressemeddelelse.

Hul efter sidste sæsons hovedsponsor

Det er blandt andet hullet efter sidste sæsons hovedsponsor, der ikke er udfyldt.

Der har været positive tilkendegivelser fra potentielle sponsorer, men det har endnu ikke været muligt at finde en eller flere nye hovedsponsorer.

Det er umådelig trist

Det er erkendelsen af den manglende interesse fra erhvervslivet og for lange udsigter til en sund økonomisk klub, der nu sender klubben i betalingsstandsning.

- Det er umådelig trist, hvis vi må lukke HC Odense. Aktionærer, talentcenter, frivillige og ildsjæle omkring HC Odense har skabt et fundament og rigtig gode rammer for håndbolden i Odense. Desværre kan vi alligevel være nødsaget til at erkende, at den nødvendige interesse og opbakning ikke er til stede, siger direktør i HC Odense, Ditte Andersen.

Risikerer nedrykning

HC Odense arbejder i løbet af den kommende periode, på at sikre klubbens fortsatte eksistens.

Lykkes det ikke erklæres HC Odense AS konkurs og holdet tvangs-nedrykkes til 2. division.

HC Odense ligger på en tiendeplads i Guldbageren Ligaen.

Oversigt

    Oversigt