I det fynske folks tjeneste

HCA Airport bliver internationalt drone-center

Danmark får i dag landets første dronestrategi, der udpeger indsatsområder, der skal gøre Danmark til et foregangsland for industrien for civile droner.

Regeringen vil hjælpe HCA Airport til at blive en international hub for test og udvikling med det formål at skabe en motor for den danske droneindustri.

Det sker som en del af Danmarks første nationale strategi for civile droner, der i dag bliver offentliggjort på Syddansk Universitet af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V).

En del af strategien indbefatter en helt ny task force, der skal arbejde med at udvikle HCA Airport til Danmarks første dronelufthavn med fortsat mulighed for anden flytrafik.

- Jeg vil godt rose regeringen for, at de med den nationale dronestrategi sætter en retning for det, der kan blive et nyt erhvervseventyr. HCA Airport kan nu arbejde videre med at udvikle et testcenter af international kaliber og være med til at drive udviklingen på droneområdet. I dag er der over 2.000 ansatte i robotvirksomhederne i Odense – og den samme udvikling kan skabes omkring droner. Potentialet er måske endnu større, siger Anker Boye (S), borgmester i Odense, der er en af ejerkommunerne af HCA Airport.

Nordfyns Kommune, den anden ejer af HCA Airport, ser den nye strategi som et vigtigt job- og vækstskabende element, der ikke kun rammer hovedstadsområdet.

- Når regeringen går ind og støtter vores testcenter i en national strategi, rykkes overliggeren for at skabe vækst og job bredere i Danmark, siger Morten Andersen (V), borgmester i Nordfyns Kommune. 

Læs også It's fantastic: Fynsk droneprojekt får 64 millioner

I task forcen, der blandt andet er repræsenteret af Transport- og bygningsministeriet, skal de arbejde med at udvikle et såkaldt specialiseret luftrum til at håndtere test af droner i HCA Airport, hvilket transport-og bygningsminister Hans Christian Schmidt ser store muligheder for.

- Droneområdet er i rivende udvikling, og jeg er glad for, at vi i foråret for første gang fik en lov på droneområdet. Hermed lagde vi et stærkt grundlag for vækst og arbejdspladser inden for dette felt. Det er min klare målsætning, at Danmark fortsat skal være førende på droneområdet. Og det er også en af grundene til, at vi fra regeringens side fremadrettet ønsker at HCA Airport skal være en international dronelufthavn, udtaler ministeren.

Ved du noget? Så send os et tip