HCA-manuskript blev ikke solgt

H.C. Andersens håndskrevne originalmanuskript til eventyret "De Vises Steen" blev ikke solgt ved dagens auktion hos Bruun Rasmussen tirsdag.

Manuskriptet var vurderet til mellem 2,5 og 3,5 millioner kroner, men højeste bud lød kun på 1,6 millioner kroner. Det skriver Ritzau.

- Vi forhandler nu med en interesseret byder og sælger for at finde en pris begge kan acceptere, oplyser Bruun Rasmussen.

Det signerede manuskriptet, der er på 13 tætskrevne sider, er et af digterens længste. Samtidig er det også et af hans mest intellektuelle og filosofiske eventyr.

I modsætning til de fleste af H.C. Andersens andre eventyr findes der kun denne ene manuskriptversion med forfatterens egne rettelser.

Eksperter har tvivlet på, om manuskriptet overhovedet var så mange penge værd. Danske kulturinstitutioner, som ellers systematisk har sikret sig originale manuskripter til H.C. Andersens eventyr, har dog frygtet, at manuskriptet ville forsvinde ud af Danmark.

Museumsinspektør Ane Grum-Schwensen fra Odense Bys Museer, som
driver H.C. Andersens Hus, ville gerne have købt manuskriptet.

Men museet har ikke pengene.

"De Vises Steen" er formentlig det sidste eventyrmanuskript af
H.C. Andersen i privateje. Manuskriptet dukkede uventet op i
1999 fra en efterkommer af den danske Swane-familie, der i 1859
fik manuskriptet af H.C. Andersen efter forfatterens besøg.

Eventyret er skrevet over en række septemberdage på den danske
herregård Basnæs i 1858, hvor Andersen i mange år var en flittig
gæst.

"De Vises Steen" blev trykt første gang i Folkekalender for Danmark 1859. Helt i tidens ånd kredser H.C. Andersen i eventyret om den magiske forsoning mellem kunst og naturvidenskab og tro og viden.

Manuskriptet har i en årrække været udstillet på H.C. Andersens Museum i København.

Oversigt

    Oversigt