I det fynske folks tjeneste

HCB-anmeldelser afvist

Fyns Politi afviser nu de to anmeldelser, der blev indgivet mod Kommunekemi i forbindelse med planerne om at kunne modtage giftigt HCB-affald fra Australien.

Kommunekemi blev anmeldt for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven ved at planlægge at modtage og opbevare affald, der indeholder HCB i strid med miljøgodkendelsen. Det var blandt andre borgergruppen "Nej til toxiner i Nyborg", der indgav politianmeldelsen.

Men efter at have undersøgt sagen hos blandt andet Miljøcenter Odense afviser Fyns Politi nu sagen. Politiet vurderer, at miljøgodkendelsen er givet på det rette grundlag, og at miljøcentret ikke har følt sig vildledt af Kommunekemi.

- Der er derfor ikke rimelig formodning om at et strafbart forhold er begået, hvorfor anmeldelserne afvises og der indledes ikke efterforskning, skriver chefanklager Jan Stick i en pressemeddelelse.