Heartland: Det overgik vores vildeste forventninger

På fredag går det løs igen på Egeskov Slot, hvor Heartland Festival skydes i gang. Festivalen byder på musik, kunst, mad og de såkaldte talks til de omkring 12.000 gæster.

Det er anden gang, festivalen løber af stablen. Efter en succesrig start sidste år, hvor omkring 6000 gæster besøgte Heartland, satser man endnu mere i år, hvor der gerne skulle komme dobbelt så mange gæster.

Programmet ligger fast, og det er store musiknavne som Bryan Ferry og Eddie Vedder, der spiller, mens der til de såkaldte talks, samtaler med kendte meningsdannere, er navne som Michael Stipe, Werner Herzog og Douglas Coupland på programmet.

Men de næste dage kommer til at gå med at bygge hele fesivalpladsen op, så græsset på Egeskov er klar til at modtage de mange besøgende.

- Vi er i gang med at bygge op dernede og har en proces nu i de næste fem dage, hvor alt skal op at stå. Så fra nu af kan man virkelig se, at der sker noget dernede, siger Heartlands direktør, Ulrik Ørum-Petersen.

Ikke bare endnu en festival 
Allerede efter første år fik nye Heartland positiv omtale og blev betegnet som en succes og ikke bare endnu en festival i rækken af festivaler, der løber hen over sommeren i Danmark.

Og ifølge Ulrik Ørum-Petersen er der en enkel forklaring på den gode start.

- Vi skilte os ud, vi lykkedes med at lave et format, som ikke tidligere var set i Danmark og som havde en national appel. Vi så jo gæster rejse til Fyn fra hele landet faktisk. Omkring 60 procent af gæsterne sidste år kom uden for Fyn, så vi lavede noget i festivallandskabet, som var helt unikt og som rigtig mange tog godt imod i år et, og som vi jo også kan se vokser i år to, siger direktøren.

Overgik alle forventninger
Som arrangør skal man tro på de ting, man sætter i gang, men arrangørerne på Heartland blev alligevel overraskede over publikums modtagelse af Heartland Festival.

- Ja, det overgik nok i virkeligheden vores vildeste forventninger. Det var en meget bevægende oplevelse at se noget, man for mit vedkommende har brugt fire år på at stable på benene, sammen med Egeskov og Live Nation, og så se det folde sig ud og se publikum tage rigtig godt imod det. Det er en fantastisk følelse, fortæller Ulrik Ørum-Petersen. 

Nordeuropas største telt
Selvom det gik godt på Heartland sidste år, så er der plads til forbedringer. Et af de steder, hvor der bliver gjort noget ekstra, er i forbindelse med de talks, festivalen havde stor succes med, men som mange måtte gå forgæves til, fordi der ikke var plads nok til alle dem, der gerne ville høre samtalerne.

- Noget af det, vi lærte sidste år, var, at vores talks var enormt populære. Der var mange af dem, hvor vi simpelthen ikke havde plads til folk. Jeg stod selv oppe til en af dem i døren og kunne konstatere, at der var flere grædende publikummer, som ikke lige kom ind og så den samtale, de gerne ville. Så nu har vi skaffet Nordeuropas allerstørste telt til de her talks, fordi vi kan se tendensen; det bliver mere og mere populært. Så i år har vi plads til 3000 mennesker, og vi har lavet en storskærm ude foran til dem, der ikke kommer ind, siger Ulrik Ørum-Petersen.

Heartland vil fortsat gerne kunne tilbyde sine gæster en intim oplevelse i de kommende år på Egeskov, men der er plads til udvidelse. Målet er at nå op på 20.000 gæster de kommende år, fortæller festivaldirektøren.

Heartland Festival kører fra den 2. til den 4. juni, og du kan se programmet her 

 

 

Oversigt

    Oversigt