Heartland Festival vokser og præsenterer ny kunstner

Den fynske Heartland Festival udvider med en ekstra dag, når festivalen løber af stablen i 2017.

Portene til Egeskov Slot åbner en dag tidligere til sommer næste år. Heartland Festival har nemlig valgt at åbne en af scenerne dagen før, så der nu kan høres musik hele tre dage fra 2. til 4. juni.

Den første kunstner til at spille fredag 2. juni er den fremadstormende danske popmusiker Alex Vargas. 

Klokken 16 vil campingområdet åbne, men allerede klokken 17 vil der med partoutbillet være adgang til festivalens Highland-område, hvor der er musikalsk underholdning hele aftenen.

- Vi vil rigtig gerne give de tidligst ankomne på Heartland Festival 2017 en rigtig god start, og derfor laver vi et musikprogram i Highland-området, hvor der fredag aften vil være fire optrædene, fortæller festivaldirektør og initiativtager Ulrik Ørum-Petersen. 

Og Ulrik Ørum-Petersen er naturligvis glad fra den ekstra festivaldag, da det kun er andet år, festivalen løber af stablen.

- Vi glæder os, og så er vi selvfølgelig utroligt stolte over, at vi allerede i festivalens andet leveår kan udvide med en ekstra dag. Og vi håber, at vores gæster også bliver glade for denne lille julegave, fortæller han.

I år er der også nyheder til de overnattende gæster. Heartland har nemlig valgt at oprette en særlig zone til børnefamilier. 

Oversigt

    Oversigt