Hed start på årets havnefestival

Weekenden over fejrer Odense havnekulturfestivalen: Og i år for første gang med mulighed for dukkert i havnebadet

Den 11. udgave af Odense Havnekulturfestival fik fredag eftermiddag en varm start, da temperaturene sneg sig op på ægte sommerniveau. Og timingen kunne ikke være bedre. For i år kunne festivalgæsterne for første gang boltre sig i Odenses nye havnebad.

- Det har glædet mig, at havnebadet er blevet taget så godt imod. Det har været fedt, at der har været noget vand, man kunne springe i. Det har været superlækkert. Det havde vi ikke sidste år. Det har vi i år, siger en smilende festivalkoordinator Maria Friis.

I det hele taget var hun godt tilfreds med første festivaldag.

- Vi klager ikke. Folk er glade og bliver her rigtig længe, fordi der er rigtig dejlig vejr, og folk hygger sig, fortæller hun.

Lørdag lover vejrudsigten også en temperatur på den rigtige side af 20 grader, og gæsterne på havnen kan i dag blandt andet opleve Ida Corr og lokal undergrundsrap samt en lang række andre koncerter og kulturaktiviteter.

- Vi har noget for de mindste med lege-zonen med alle mulige legeaktiviteter i løbet af dagen, og så har vi koncerterne om aftenen, som er mere ungdomsprægede, og så er der fx en lille oase som Gydas have med en masse visesange og rockklassikere, hvor det lidt ældre publikum kan trække ind, hvis det bliver for larmende på pladsen, lyder det fra festivalkoordinatoren. 

 

Oversigt

    Oversigt