Heitmann: Det er op til regionerne at prioritere pengene

Sundhedsordfører Jane Heitmann siger til TV 2/Fyn, at Venstre ikke er parate til at tilføre ekstra midler til fødeafsnittene.

Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann fortæller til TV 2/Fyn, at regeringen ikke er klar til at tilføre flere penge til landets fødeafdelinger. Der er sat 200 millioner kroner af til fødeafdelingerne over fire år.

- Det er op til ledelsen på OUH og regionerne at bestemme, hvad der skal til for at både de ansatte trives, men også at de familier, som jo kommer til på OUH, de trives, siger Jane Heitmann.

Se interviewet med Jane Heitmann her.

 SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne vil have flere penge

- Jeg kan godt forstå, hvis forholdene på fødeafsnittet giver anledning til bekymring, og jeg har da en forventning om at man fra ledelsens side sætter ind, så der bliver et rart arbejdsmiljø, hvor de ansatte kan trives, og de små børn og de nye familier kan få den bedste start på livet, siger Jane Heitmann.

Forholdene på fødeafdelingen på OUH, som TV 2/FYN har beskrevet de seneste dage, får SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne til at gå til Venstre og sundhedsminister Sophie Løhde (V) med en række spørgsmål og et ønske om flere penge til området.

TV 2/FYN kunne tirsdag fortælle om en rapport fra Arbejdstilsynet, der beskriver, hvordan flere  jordemødre på fødeafdelingen på OUH er pressede, udkørte og bryder grædende sammen.

Fødende skal med i finanslovsforhandlinger

SF's sundhedsordfører Jonas Dahl har bedt ministeren om en oversigt over overbelægning på landets fødeafdelinger.

Han mener, at der er brug for flere penge til området.

- Der er behov for ekstrabevilling for at give de fødende og børnene en god start på livet, siger han.

Jonas Dahl vil have penge på bordet til landets fødeafdelinger ved de kommende finanslovsforhandlinger.

- Det er en dårlig investering set ud fra et samfundsperspektiv, hvis vi ikke investerer i vores børn, siger Jonas Dahl, sundhedsordfører for SF.

Socialdemokraterne ønsker flere penge

Den tidligere regering øremærkede 75 millioner kroner om året til at forbedre forholdene på landets fødeafdelinger. Den nuværende regering tog pengene af bordet og bevilgede i stedet 200 millioner kroner over de næste fire år.

En beslutning, som Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, slet ikke forstår.

 

Oversigt

    Oversigt