I det fynske folks tjeneste

Helikopter og hundepatruljer leder efter 60-årig kvinde

En 60-årig kvinde er forsvundet fra sit hjem i området nær Sollerup Skov ved Korinth. Helikopter og hundepatruljer leder fredag aften fortsat efter kvinden.

Opdateret klokken 20.30:

Kvinden er stadig ikke blevet fundet, og politiet leder fortsat videre med helikopter og hundepatruljer.

- Det er ikke godt. Vi bliver ved, så længe vi kan se noget, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

--------

Sent fredag eftermiddag er der gang i en stor eftersøgning i området omkring Arreskov Sø ved Korinth, hvor en 60-årig kvinde er forsvundet.

Kvinden er sidst set klokken 11 i formiddags, hvor hun forlod sit hjem på Sollerupvej.

- Hun har muligvis forladt hjemmet i nedtrykt tilstand. Vi har talt med hendes mand og ledt efter hende nær hjemmet, og da vi ikke kunne finde hende, har vi rekvireret både hundepatruljer og helikopter, siger Hans Jørgen Larsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Kvinden har forladt sit hjem uden sin mobiltelefon, så den kan de heller ikke bruge til at spore hende, fortæller vagtchefen.

- Området er stort og med både bakker, skov og en større sø - og vi har ingen bud på, hvor hun er, siger Hans Jørgen Larsen.

Politiets hundepatruljer og en helikopter leder lige nu efter den 60-årige kvinde.

Kvinden beskrives som:

- Cirka 165 cm høj

- Kort, mørkblondt hår

- Almindelig bygning

- Iført halvlang grålig dynejakke med blomstermotiv

- Hun kørte på en sølvgrå damecykel

Politiet opfordrer alle, der går tur eller bare befinder sig i området, til at holde et vågnet øje med damen, cyklen eller spor efter hende.

Fyns Politi kan kontaktes på tlf. 114.

01:07 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip