Helt paf: Manden bag Gulddreng fik den fynske ærespris

Syrerock-bandet Causa Sui løb med Odense Live Hovedprisen, mens en overrasket fyr ved navn Christian blev kaldt på scenen for at modtage æresprisen.

Det var en noget overrasket Christian Skjølstrup, der pludselig blev kåret på scenen lørdag aften på Musikhuset Posten for at modtage Æresprisen og 10.000 kroner.

Navnet Christian Skjølstrup er nok ukendt for de fleste, men når man så bliver klar over, at han i de seneste år har været den diskrete idémand og manager bag succeskunstneren Gulddreng, forstår man sammenhængen.

Før perioden, hvor Gulddreng tog den danske musikverden med storm, har Christian præget det fynske musikmiljø, først på Korsløkke Ungdomsskole, senere som trommeslager i de to bands Fler Farver og Odense Assholes.

Juryen vurderede, at Christian med sit lange seje træk har sat et stort aftryk i musikbranchen. Og det slutter formentlig slet ikke her, for Christian Skjølstrup fortsætter i managementbranchen.

- Det er ligesom at betragte en ekskæreste, når man nu står i København og betragter alt det spændende, der sker i Odense, sagde Christian Skjølstrup i sin spontane takketale.

Stor applaus til psykedelisk rock

Odense Live Prisen blev uddelt lørdag aften på Musikhuset Posten i Odense foran et inviteret publikum, bestående af folk fra musikbranchen det fynske erhvervsliv.

Priserne og festen er arrangeret af Odense Live Sponsorforening, der ser det som sin fornemste opgave at understøtte det fynske musikmiljø.

Vinderen af hovedprisen blev Causa Sui, der længe har kørt under radaren i Danmark, men bandet har et stort europæisk publikum blandt tilhængere af psykedelisk rock. Siden deres debut i 2005 har Odense-bandet udgivet hele 12 albums.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Stoner-rock, som de er en del af, er oppe i tiden. Og Causa Sui spiller simpelthen out of this world, siger jurymedlem Jesper Borup.

De øvrige nominerede  til hovedprisen var The White Album og Kathrine Windfeld Bigband.

Talentprisen

Talentprisen gik til Tårn, der spiller indierock. De har opkaldt bandet efter et tårn i Olaf Ryes Gade i Odense, hvor de startede med at spille musik sammen.

Det var en svær opgave for juryen, der havde haft omkring 30 bands på bordet i den første udvælgelsesproces til prisen.

- I mine øjne fik Tårn prisen, fordi de leverede en virkelig helstøbt sangskrivning og kobling mellem musik og tekst. Man kunne tydeligt mærke, at alle tre bands var rigtig godt sammenspillede og har mange koncerter bag sig. Men Tårn var lige en tand bedre end de andre, siger jurymedlem Anja Følleslev.

Tårn får med prisen også en check på 25.000 kr.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De øvrige nominerede i Talentprisen var Fribytterdrømme og Grusom.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt