Helveg Petersen i spidsen for Svendborg-Langeland-kredsen

Rasmus Helveg Petersen kommer til at stå øverst på den radikale liste i Svendborg-Langeland kredsen til det kommende folketingsvalg.

Søndag aften var der årsmøde i de radikales Svendborg-Langeland kreds, hvor medlemmerne skulle vælge ny folketingskandidat. 

Rasmus Helveg Petersen endte med at få det største antal stemmer. 

- Jeg er stolt og taknemlighed for, at Radikale Venstre Svendborg og Langeland her i aften har valgt mig som deres folketingskandidat. Det giver mig en god platform til at arbejde for, at vi igen får et radikalt mandat på Fyn, skrev Rasmus Helveg Petersen søndag aften på Radikales Facebookside i Fyns Storkreds.

Valget stod ellers mellem Rasmus Helveg Petersen og Gitte Madsen efter, at partiet for to uger siden havde suspenderet et opstillingsmøde, hvor de to kandidater havde fået lige mange stemmer. Det skete, fordi man ikke ønskede lodtrækning mellem kandidaterne.

Øverst på listen

De radikale folketingskandidater i Fyns Storkreds kan i følge partiets regler kun stå øverst på listen i højest to kredse.

Det er allerede afgjort, at Camilla Hersom bliver spidskandidat i henholdsvis Middelfart-kredsen og Odense 2. kreds. Camilla Hersom har tidligere repræsenteret partiet i Folketinget, men hun røg ud ved valget i 2015.

Det samme skete for Rasmus Helveg Petersen, som tidligere var opstillet på Sjælland. Han blev i februar valgt som  spidskandidat i Odense 3. kreds og er efter årsmødet på Sydfyn i aftes således også spidskandidat i Svendborg-Langeland kredsen.

Radikale i Fyns Storkreds inviterer nu alle partiets medlemmer til stormøde i Studenterhuset i Odense den 30. april, hvor samtlige fynske kandidater, Anne Skau Styrishave, Camilla Hersom, Gitte Madsen, Søren Hillers og Rasmus Helveg Petersen, skyder valgkampen i gang. 

Oversigt

    Oversigt