Helveg skulle hjem og sige godnat

Thomas Helveg forlod Odense Stadion, da han blev skiftet ud i mandagens SAS Liga-kamp. Han var ikke sur, men skulle hjem og sige godnat til sin søn.

OB-forsvarer Thomas Helveg nåede ikke så lidt på de 25 minutter, der resterede af mandagens SAS Liga-kamp mod Sønderjyske, da han blev skiftet ud.

Den tidligere landsholdsanfører forlod straks banen og var efter kampen ikke at finde på stadion.

- Det er rigtigt, at jeg forlod banen hurtigt. Derefter så jeg noget af kampen på stadion, og afslutningen fulgte jeg på fjernsynet derhjemme. På den måde kunne jeg komme hurtigt hjem, være lidt sammen med min søn samt få sagt ordentlig godnat til ham. Det havde intet med udskiftningen at gøre, siger Helveg til fyens.dk.

Træner Lars Olsen har ingen kommentarer til, at Helveg gik direkte i omklædningsrummet, da han blev skiftet ud.

OB-træneren siger, at den sag er debatteret mellem ham og spilleren, og nu er den ude af verden.

Oversigt

    Oversigt