I det fynske folks tjeneste

Usikker fremtid for Hemmingsen

Tidligere fodboldtræner Carsten Hemmingsen er idømt karantæne i et halvt år og en bøde på 25.000 kroner for spil på nederlag til eget hold

Tidligere fodboldtræner Carsten Hemmingsen er idømt karantæne i et halvt år og en bøde på 25.000 kroner for spil på nederlag til eget hold. Foto: Birgitte Carol Heiberg / Fynske Medier

Matchfixingnævnet i DIF idømmer tidligere fodboldtræner Carsten Hemmingsen karantæne i et halvt år og en bøde på 25.000 kroner for spil på nederlag til eget hold. Afgørelsen betyder, at Carsten Hemmingsen foreløbigt er færdig som sportschef i Boldklubben Marienlyst mindre end tre måneder efter han blev ansat.

Klubbens formand Anders W. Berthelsen bekræfter, at sportschefen ikke kan fungere som sportschef under sin karantæne, men henviser i øvrigt til direktør Jens Martinus Pedersen for yderligere kommentarer. Direktøren ønsker imidlertid ikke at udtale sig, før han har læst kendelsen igennem.

Uhørt at spille mod egen klub
Carsten Hemmingsen har i to tilfælde spillet imod sit eget hold, da han sidste sæson var træner for Middelfart i den danske 2. division. Og det er helt uhørt, siger spilekspert Steffen Dam til onlinemediet BetXpert.

- Det er på alle måder fuldstændig uacceptabelt. Vi er inde at pille ved den dybeste integritet i sporten, siger Steffen Dam.

Den daværende Middelfart-træner spillede sidste sæson på, at hans eget hold skulle tabe mod Brabrand og Aarhus Fremad. Han bedyrer, at det ikke har noget med matchfixing at gøre. Men at han blot har opført sig dumt.

Men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så har han forbrudt sig mod det allerhelligste.

- Når man som træner spiller på modstanderholdet, så har man jo et ben i hver lejr. Og uanset hvad han siger, så kan det jo et eller andet sted influere på de beslutninger, han tager som træner under kampen, siger Steffen Dam til BetXpert.

Særlig position som træner
Det er en skærpende omstændighed, at Carsten Hemmingsen som træner står i en særlig position og med et særligt ansvar, siger formand for DIF's matchfixingnævn, Torben Jessen, i en pressemeddelelse.

- Der er tale om en skærpet sanktion, som afspejler alvoren i sagen. Der foreligger to tilfælde af spil på nederlag til eget hold og 16 tilfælde af spil på kampe i egen turnering. Overtrædelserne er systematiske og vedvarende, og samlet set er der spillet for et ikke ubetydeligt beløb.

Hos DIF deler man matchfixingnævnets opfattelse af sagen som alvorlig.

- Vi kan på ingen måde tolerere spil mod eget hold. Det strider imod konkurrenceelementet, der er helt centralt for idrættens troværdighed. Som træner har man et særligt ansvar som foregangseksempel for holdet. Det gør denne sag ekstra alvorlig, siger DIF's administrerende direktør, Morten Mølholm.

Sagen blev rejst efter henvendelse til hotlinen mod matchfixing, der er led i en national kampagne.

- Vi er rigtig glade for, at "Stop Matchfixing"-kampagnen har en direkte effekt hos udøvere og befolkning.

- Kampagnen har effektivt gjort opmærksom på reglerne og på indberetningsmulighederne. Det har ført til, at denne sag er blevet taget op, siger Mølholm.

"Godt sagen blev opdaget"
DBU-kommunikationschef Jakob Høyer fortæller til unionens hjemmeside, at han glæder sig over, at sagen blev opdaget.

- Matchfixing er og bliver den største trussel mod fodbold og idrættens verden samlet set. Fans og samarbejdspartnere skal kunne stole på, at spillere og trænere hele tiden kæmper for at vinde af sportslige grunde og ikke for at opfylde et bestemt resultat, som de har spillet penge på.