I det fynske folks tjeneste

Henrik Clausen: Twente lige under Man. United

OB's cheftræner Henrik Clausen.

Hollandske Twente har et rigtigt godt hold. Faktisk lige under Manchester Uniteds niveau, mener OB's cheftræner.

OB's cheftræner har store roser til overs for hollandske Twente inden de i morgen møder OB:

- Generelt har Twente et rigtig stærkt hold. De er måske ikke helt oppe på Manchester Uniteds niveau, men de ligger lige under, og Twente nåede langt i Europa sidste år, siger Henrik Clausen.

I sidste sæson spillede Twente som regerende hollandsk mester først med i Champions League-gruppespillet, hvor holdet blev nummer tre i sin gruppe efter Tottenham og Inter.

Herefter blev Twente overført til Europa League, hvor holdet besejrede de russiske klubber Rubin Kazan og Zenit St. Petersborg, inden spanske Villarreal blev endestationen for hollænderne i kvartfinalerne.

Twente gør det også godt i europæisk regi denne sæson:

- Twente er lige nu nok det bedst spillende hold i puljen, og dermed må de tage favoritværdigheden på deres kappe, siger OB-træneren.

Håber på stærkt hjemmepublikum

Henrik Clausen håber på, at der bliver masser af opbakning fra hjemmepublikummet:

- Med god opbakning fra tribunerne håber vi, at vi kan skabe et godt resultat igen. Vi vil gerne levere en fremragende indsats, men vi har brug for hjælp fra tribunerne, siger han.

OB er på tredjepladsen i gruppe K med tre point for to kampe, mens Twente og engelske Fulham begge har fire point. Polske Wisla Krakow er sidst uden point. De to bedste hold går videre fra gruppespillet.

Ved du noget? Så send os et tip