I det fynske folks tjeneste

Svingende fynske huspriser: Her er boligerne rekorddyre

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på det danske boligmarked tangerer det højeste niveau i dette årti. På Fyn svinger priserne enormt meget.

Overordnet går det godt for boligmarkedet på Fyn. Det er dog primært de store byer, som trækker gennemsnittet op. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Gennemsnitsprisen for en kvadratmeter hus har ikke været så højt de seneste ti år. Prisen er lige nu på 11.178 kroner på Fyn, og landsdækkende lyder prisen per kvadratmeter på 14.057 kroner.

På Fyn er boligpriserne overordnet steget to procent den seneste måned. Det er dog kun Nyborg-, Odense-, Ærø og Svendborg Kommune, som trækker gennemsnittet op - det er nemlig de eneste kommuner på Fyn, hvor gennemsnitsprisen per kvadratmeter er stigende med mere end en procent.

I både Odense og Svendborg er salgspriserne i april de højeste i flere år.

Den nedadgående kurve den seneste måned i ydreområderne på Fyn er ikke en indikator på, at folk kun vil bo i de store byer på Fyn, slet ikke.

Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden

- Generelt går det jo godt i de store byer, hvor vi kan se, at priserne stiger. Odense og Svendborg er blandt andet meget populære på grund af infrastrukturen. Derudover er det også flotte byer, hvorfor folk typisk også gerne vil derhen, siger Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør ved Boligsiden til, TV 2/Fyn.

Ærø Kommune er den kommune, som procentvis trækker gennemsnittet allermest op. Prisniveauet per kvadratmeter er steget 13,5 procent den seneste måned, hvor Odense eksempelvis er steget med 4,1 procent.

- Det vidner om, at priserne på Ærø jo i forvejen er så lave, så når prisen stiger bare en lille smule, så stiger gennemsnitsprocenten også meget, siger Birgit Daetz.

Svingende boligmarked på Fyn

Kerteminde Kommune er én af de kommuner, hvor det er gået ned ad bakke den seneste måned. Priserne er faldet med næsten otte procent, men det fortæller ikke noget om, at Kerteminde er et uattraktivt sted at bo, mener Birgit Daetz.

- Markedet er jo meget skrøbeligt, så bare fordi Kerteminde har været faldende den seneste måned, betyder det ikke, at Kerteminde er et upopulært sted at købe hus. Èn enkelt handel påvirker jo de generelle priser meget, siger hun.

Læs også Fynske sommerhuspriser boomer

Kerteminde Kommune har de seneste tre år svinget fra en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 9.000- og 12.000 kroner. Lige nu er den på 9.427 kroner.

Langeland Kommune er også et eksempel på det skrøbelige marked. I starten af 2019 var priserne markant stigende, men den seneste måned har det været faldende. Det skyldes, ifølge Birgit Daetz, handelslivet på øen.

- Den nedadgående kurve den seneste måned i ydrerområderne på Fyn er ikke en indikator på, at folk kun vil bo i de store byer på Fyn, slet ikke. Det går overordnet rigtig godt - udsvingene vidner bare om et skrøbeligt marked, som er let påvirket af enkelte huskøb, siger kommunikationsdirektøren.

Se listen over de fynske kommuner her:

Gennemsnitspris i kroner.Ændring seneste måned i procent.Ændring seneste år i procent.
Assens6982-1,2-2,0
Faaborg-Midtfyn7559-3,7-5,0
Kerteminde9427-7,8-15,8
Langeland6205-1,918,4
Middelfart107480,9-5,6
Nordfyns6919-8,7-0,6
Nyborg94693,81,9
Odense163274,15,7
Svendborg128817,314,2
Ærø652413,5-
Fyn111782,03,1

Overordnet går det godt

Det er kun tredje gang i historien, at det landsdækkende gennemsnit ligger over 14.000 kroner, og det fynske gennemsnit per kvadratmeter er også steget med to procent.

- Det går forrygende på husmarkedet, og vi så i sidste måned, at priserne nu stiger mere på huse end på lejligheder for første gang i meget lang tid. Den udvikling ser ud til at fortsætte, og vi ser i øjeblikket en sund prisudvikling i samtlige danske regioner, siger Birgit Daetz.

Læs også Huspriser boomer: Så meget kan dit hus sælges for

Prisstigningerne har været opadgående det seneste stykke tid, og meget tyder også på, at det vil fortsætte i den kurve.

- Vi er stadig tidligt på året, og som regel stiger handelsaktiviteten og prisniveauet hen over sommermånederne, så jeg gætter på, at priserne vil fortsætte med at stige den kommende tid, og måske vil vi allerede i næste måned se en ny rekord igen, siger Birgit Daetz.