I det fynske folks tjeneste

Her er de bedste restauranter på Fyn

Anmelderne har givet topkarakterer til to fynske restauranter - ingen af dem snuppede dog michelinstjerner.

Hverken Falsled Kro, Pasfall eller Lieffroy snuppede michelinstjerner i denne omgang. Det betyder dog ikke, at der ikke er gode, fine restauranter på Fyn. Tværtimod.

Fyens Stiftstidende har sendt sine madanmeldere i byen for at spise lækker mad, og avisen har samlet de bedste fynske restauranter. 

Læs også Ingen stjerner til Fyn: - Det lykkes måske inden for fem år

Kun to fynske spisesteder har scoret seks stjerner: Det gælder Under Lindetræet i Odense og Restaurant Lieffroy i Nyborg.

- Brunchen på den mest klassiske af Odenses gourmetrestauranter får alligevel den fulde sekstet efter et par timer med fire fremragende serveringer og formfuldendt betjening, som man ikke ser mange andre steder, lyder det i anmeldelsen af Under Lindetræet.

- Med vidunderlig mad, vin og betjening på en i øvrigt travl fredag aften er det svært ikke at kvittere med seks stjerner til et vitalt, skarpt dansk-fransk køkken, lød det i anmeldelsen af Restaurant Liefftroy. 

Pasfall og Falsled Kro har ligesom en række andre fynske restauranter scoret fem stjerner. 

Fyns bedste restauranter

  • Under Lindetræet i Odense
  • Restaurant Lieffroy i Nyborg
  • Rudolf Mathis i Kerteminde
  • Restaurant Tranquebar i Nyborg
  • Vester Skerninge Kro
  • MASH i Odense
  • Sortebro Kro i Odense
  • The Balcony i Odense
  • Mmoks i Odense
  • Pasfall i Odense
  • Falsled Kro
Kilde: Fyens Stiftstidende