Brugerne har stemt: Her er de bedste steder i Odense

Studiestarten er i fuld gang, og snart skyder studiestartsfestivalen Generator studieåret i gang. I den anledning har TV 2/Fyns ungdomsredaktion Bemærk samlet en guide med de erfarne studerendes bedste tips til studiebyen.

Bemærk spurgte ud på Instagram efter de studerendes yndlingssteder i Odense.
Bemærk spurgte ud på Instagram efter de studerendes yndlingssteder i Odense.

Studiestarten er over Odense i disse dage, og snart går det løs med studiestartsfestivalen Generator, der skyder det nye studieår i gang i Odense.

Bemærk vil gerne være med til at byde de nye studerende velkommen, og derfor har vi samlet de erfarne studerendes bedste tips til studiebyen Odense.

Svarene har vi fået ved at spørge ud på Instagram om brugernes favoritspots i kategorierne:

  • Favoritpark
  • Favoritsted at tage en dukkert
  • Favoritbiograf
  • Favorit studiespot
  • Favorit hyggespot

- og andre gode tips. Hvilke steder Bemærks følgere har stemt til tops, kan du se nedenfor.

 
 
Foto: Bemærks instagram

Bedste park: Munke Mose

Parkerne i Odense er et populært sted at hænge ud - når det altså ikke lige står ned med regn.

I en afstemning mellem Munke Mose, Eventyrhaven og Kongens Have er den klare favorit blandt brugerne Munke Mose.

Parken ligger midt i byen, tæt på gågaden og har plads til mange mennesker på én gang. Hvis du har lyst til en sejltur på åen, er der også mulighed for det.

 
 
Foto: Bemærks instagram

Bedste dukkert: Havnebadet

Odense har ingen strande, men til gengæld er der gode muligheder for at få en dukkert. Bemærk spurgte brugene om deres favorit mellem Havnebadet og Svømmehallen Klosterbakken (Friluftsbadet er lukket for i år, så det er ikke taget med i afstemningen).

Havnebadet viste sig at være odenseanernes favoritsted til en dukkert. Det er udendørs, og der gratis adgang for alle i den offentlige åbningstid. Du kan se åbningstider og vandtemperaturen her.

Hvis du er til iskolde dukkerter, kan du glæde dig over, at havnebadet har åbent året rundt. Her er endda en vinterbadeklub.

 
 
Foto: Bemærks instagram

Yndlingsbiograf: Nordisk Film Biografer

Hvis du er mere til en film i mørket, er der også råd med på vejen fra Bemærks følgere på Instagram.

Afstemningen stod mellem Cinemaxx i Rosengårdscentret, Café Biografen ved Amfipladsen og Nordisk Film Biografer på banegården.

Favoritspottet i Odense til en aften med film og popcorn er Nordisk Film Biografer på banegården. Biografen har ni sale med 'væg-til-væg'-lærreder - og en af dem er byens største.

 
 
Foto: Bemærks instagram

Favorit hyggespot: Storms Pakhus

Står den på en eftermiddag eller aften med vennerne, har Odense mange hyggelige caféer og andre steder at slappe af sammen.

Vi spurgte brugerne om deres favorit mellem følgende tre: Papas Papbar, der er en brætspilscafé med alverdens spil, Galaxy Netcafé, hvor man kan spille computerspil midt på banegården, og Storms Pakhus, som er Odenses street food-sted.

Blandt Bemærks følgere på instagram er Storms Pakhus en storfavorit. Storms Pakhus har pladser både indendørs og udendørs, og så er der mad for enhver smag. Nogle boder har studierabat.

 
 
Foto: Bemærks instagram

Bedste studiespot: Studenterhus Odense

Når det er tid til at sidde med hovedet i bøgerne eller computeren, er det rart med nogle rolige omgivelser.

På de fleste uddannelser er der pladser til læsning og gruppearbejde, men Odense centrum har også noget at byde på her.

Bemærk spurgte brugerne, om de var mest glade for Studenterhus Odense eller biblioteket - også kaldet Borgernes Hus. Og her var der faktisk ret tæt kamp. Studenterhuset løb dog med en snæver sejr og kan derfor kåres som favoritten.

Studenterhus Odense har åbent alle ugens dage, mens området Studiezonen på 1. sal har åbent mandag, tirsdag og torsdag. Caféen i huset har studievenlige priser. Du må gerne medbringe din egen mad, men drikkevarer skal købes i Studenterhuset.

Oversigt

    Oversigt