Her er den glemte tunnel, der overraskede Banedanmark

Banedanmarks sporarbejder på Fyn er blevet to døgn forsinket. En af grundene er en glemt tunnel lige ved Odense Banegård.

Den gemmer sig bag et hegn og noget buskads. Den hemmelige tunnel, der nu i dagevis har drillet Banedanmark.

- Vi er meget kede af, at vi er kommet ud i den her situation, siger Marianne Rasmussen, der er anlægschef ved Banedanmark.

Da Banedanmark skulle lave afvandingskanaler under de nye spor, stødte gravemaskinerne ikke på jord, men på den gamle tunnel.

Og det undrer den fynske forfatter Anders W. Berthelsen, der også er byrådsmedlem for socialdemokraterne. For tunnelen er særdeles veldokumenteret. Han cyklede der selv som barn.

- Det er lidt morsomt, at de ikke har været klar over det. 

Tunnelen ledte trafikken fra den travle Nørregade videre mod havnen, men da Thomas B. Thriges Gade tog det meste af trafikken, blev tunnelen lukket for gennemkørsel sidst i 1970'erne. Og proppen blev sat i begge ender i 1997.

Adskillige billeder på arkiv.dk viser den gamle tunnel, som man i dag finder i Adamsgade.

Banedanmark har ifølge Marianne Rasmussen lavet meget grundige forundersøgelser, før de påbegyndte det store sporarbejde. Men alligevel ikke grundigt nok.

- Vi afdækker det jo ikke centimeter for centimeter, så nogle gange er der noget, der falder igennem nettet.

Anders W. Berthelsen kan godt se for sig, at tunnelen kan blive åbnet igen som en stitunnel. By- og Kulturudvalget overvejer nemlig at oprette en nu busterminal ved det gamle posthus på den anden side af skinnerne. Og så vil en tunnel passe perfekt ind i billedet.

Marianne Rasmussen er fokuseret på at få arbejdet færdig oven på tunnelen. Foreløbig slippes visse af passagertogene fri onsdag, men banen lukker igen fra fredag og hele pinsen for at fortsætte sporarbejdet.

 

 

Oversigt

    Oversigt