muted

Hvor findes Fyns bedste pølsevogn på hjul?

Gennem de seneste årtier er der er blevet markant færre pølsevogne på hjul i de danske gader.  I dag er der kun otte hjulbesatte vogne tilbage på Fyn. Derfor hylder TV 2/Fyn den klassiske pølsevogn ved at kåre Fyns bedste.

 

Café Fodkold. Svineknallert. Skinkekutter.

Pølsevognen går under mange navne og har været at finde på Fyn i over 90 år. Men gennem de seneste årtier er der er blevet markant færre pølsevogne på hjul i det danske gadebillede. I dag er der på Fyn kun otte vogne på hjul tilbage i gaderne.

Genudgivelse
Clock17. feb 2020, kl. 12:12
Denne artikel blev første gang udgivet 28. december 2018.

Derfor hylder TV 2/Fyn den klassiske pølsevogn på hjul ved at kåre Fyns bedste. Det gør vi sammen med fynboerne - og Fyns bedste hotdogspiser.

I alt var 1.800 fynboer inde at stemme, da vi spurgte fynboerne om deres favoritter blandt de fynske vogne. Det gav os svaret på, hvilke pølsevogne der er mest populære hos fynboerne.

Blandt de tre mest populære vogne på Fyn skal vores pølsevognstester Emil Johannesson nu kåre Fyns bedste pølsevogn.

 

muted

En ristet med det hele, tak.

Emil tester fynboernes favoritter

En ristet med det hele, tak. 

Det er, hvad Emil Johannesson skal bestille i de tre fynske pølsevogne, som han skal teste for os.

Emil Johannesson er Fyns bedste hotdogspiser. Han har ad flere omgang været finalist ved DM i hotdogspisning og fået placeringer i top tre.

quote - Jeg har spist rigtig mange hotdogs i mit liv. Så jeg synes selv, jeg har en god idé om, hvordan en god hotdog skal smage og se ud.

Emil Johannesson

 

 
 

 

Til danmarksmesterskaberne har Emil Johannesson før spist 28 hotdogs på 15 minutter. Men i denne test er hans mål ikke kvantitet, men kvalitet. 

- En rigtig god hotdog for mig, det er en hotdog, hvor pølsen den sprækker, og brødet er varmt og ikke for blødt. Den må godt have rigeligt med sennep, ketchup og remoulade på - og moderat med ristede løg og rå løg. Og så skal den selvfølgelig have pickles ovenpå, siger Emil Johannesson.

Han glæder sig til at besøge fynboernes favoritvogne.

- Det jeg forbinder med en god tur til en pølsevogn, det er, at personalet er smilende og glade - og at der bare er dejlig stemning inde i pølsevognen. At man lige får en sludder for en sladder og får en hotdog - og så labber man videre med en god mavefornemmelse.

quote Det er lækkert at få en hotdog nede ved pølsemanden. Det kan jeg godt lide.

Emil Johannesson

 

Inden vi besøger første stop, får du her et kort overblik over udviklingen for de fynske pølsevogne.

 

muted

Færre pølsevogne på hjul

Kun otte tilbage på Fyn

 

I Danmark kom den første pølsevogn på gaden tirsdag den 18. januar 1921 i København. Der skulle gå nogle år, før fynboerne for første gang kunne købe pølser fra en pølsevogn på gaden. Det var hos hr. Georg Willadsen, der åbnede den første fynske vogn i Odense i år 1927. 

 

Året er 1944. En pølsemand sælger pølser fra sin pølsevogn på hjørnet mellem Kongensgade og Vestre Stationsvej i Odense.
Året er 1944. En pølsemand sælger pølser fra sin pølsevogn på hjørnet mellem Kongensgade og Vestre Stationsvej i Odense.
Foto: Odense Stadsarkiv

 

Pølsevognene fyldte godt i de danske gader, da antallet var på sit højeste i 1970'erne. Her var der 700 pølsevogne fordelt rundt i det danske land. Men antallet er blevet reduceret betydeligt, og i dag anslås det, at der er 100 pølsevogne i Danmark.

- De her kørende vogne forsvinder stille og roligt, lyder det fra Peter Mayn Andersen, kædekonsulent hos Tulip.

Også Danmarks Pølsehandlerforening bekræfter, at udviklingen går den vej.

- Det ændrer sig ikke. Der bliver ikke flere af dem, siger Jesper Rønning, formand for Danmarks Pølsehandlerforening.

 

 

 

I dag er der på Fyn kun otte vogne på hjul tilbage i gaderne. På kortet nedenfor kan du se, hvor på Fyn de står.

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

 

muted

Første stop

Gågadens Pølsevogn | Odense

Gågadens Pølsevogn i Odense er den første vogn, Emil Johannesson skal teste.

Den er præget af gule farver. Og så er den med førerhus og rat. Inde i pøsevognen står Christina Buchgraitz sammen med sin kusine, den dag Emil Johannesson kommer forbi for at teste.

Christina Buchgraitz har arbejdet som pølsedame i 24 år. Og selvom det i sig selv er lang tid, så har hun faktisk haft forbindelse til pladsen endnu længere.

quote Det specielle ved den her vogn er, at mine forældre startede herinde for 47 år siden.

Christina Buchgraitz, Gågadens Pølsevogn, Odense

Hun tror, at det, at familiens vogne har stået samme sted i så mange år, har været med til at holde vognen i live, selvom andre er forsvundet.

- Folk kender den. Det er derfor, vi stadig står her, siger Christina Buchgraitz.

 

 

 

 

muted

Andet stop

Bangs Pølsevogn | Svendborg

Stop nummer to er Bangs Pølsevogn i Svendborg.

Bangs Pølsevogn står på hjørnet af Centrumpladsen midt i byen. Vognen er knaldrød, med træk og pyntet med julelyskæder, da Emil besøger ham.

Han synes, det er noget særligt at have en klassisk vogn, der kan flyttes.

quote Det er rigtig godt, når jeg trækker med vognen. Folk kigger på mig hver dag og hver morgen. Jeg er meget glad for det.

Bang Le Xuan, Bangs Pølsevogn, Svendborg

Bang Le Xuan har arbejdet som pølsemand i 15 år. Og han er glad for det.

- Jeg har lyst til at gå på arbejde hver dag. Jeg kan lide det, siger Bang Le Xuan.

 

 

 

 

muted

Tredje stop

Pølsevognen | Kerteminde

Emil er nu kommet til tredje og sidste stop på ruten: Pølsevognen i Kerteminde.

Denne vogn, som også går under navnet Café Fodkold, står på brostenene på torvet i Kerteminde. Den er hvid med en tyk stribe i rød og mørkeblå på tværs af vognen og ved taget. Vognen er med hjul og træk.

Inde over de dampende varme pølser finder man typisk Pia Hansen, der har vognen.

- Jeg synes, det er et fantastisk sted at arbejde. Man møder så mange mennesker, siger hun.

For nyligt blev der lavet parkeringspladser på torvet, hvor Pia Hansens vogn står. Derfor har hun fået tilladelse til at lade vognen blive stående på brostenene henover nætterne, fordi det er blevet svært at flytte den om aftenen på grund af de parkerede biler.

Selvom hun ikke flytter den hver dag, betyder det meget for Pia Hansen, at hendes vogn er af den klassiske slags.

quote - Det er dansk kultur, at den er på hjul. Det er det, alle husker fra de var børn: At de tog deres far i hånden, og så skulle de hen at have den her røde pølse - og en kage, som man kaldte pølsebrød i gamle dage.

Pia Hansen, Pølsevognen i Kerteminde.

Hun synes, det er ærgerligt, at vognene forsvinder fra gadebilledet.

 

 

 

 

Om lidt skal Emil Johannesson kåre en vinder blandt de tre vogne. Men lad os inden da tage et hurtigt kig på, hvorfor der er blevet færre af de klassiske pølsevogne.

 

Pølser i nye klæder

Hvorfor er der blevet færre pølsevogne på hjul?

Gennem de seneste årtier er antallet af klassiske pølsevogne faldet. Der er ifølge folk fra branchen flere faktorer, der spiller ind. Men en af de forklaringer, der går igen, er, at der er sket store forandringer på markedet for fastfood.

- For bare 10 år siden var markedet ikke lige så avanceret, som det er i dag, siger Jesper Rønning, formand for Danmarks Pølsehandlerforening.

Og han ser forandringerne på markedet som en væsentlig del af forklaringen på udviklingen.

quote Den klassiske pølsevogn var den første mulighed for at spise fastfood. Det har så eksisteret i rigtig mange år, men det kan bare ikke overleve på samme måde mere.

Jesper Rønning, formand for Danmarks Pølsehandlerforening

Han fortæller, at det er sværere for pølsevognene, fordi der i dag er meget andet fastfood. Det er Peter Mayn Andersen, der er kædekonsulent hos Tulip, enig i.

- Der er kommet meget mere på markedet, i forhold til hvis man går 25 år tilbage. Der er kommet mange flere andre udsalgssteder og caféer med mad, som gør det sværere at have en pølsevogn, der kun har pølser, lyder det fra Peter Mayn Andersen, der i sit job er i kontakt med mange pølsesalgssteder.

Det er ikke kun fremkomsten af andre typer af fastfood, der har ændret markedet. Også selve salget af pølser og hotdogs flytter sig til nye salgssteder, fortæller han.

quote Pølserne er flyttet indenfor til andre lokationer, som for eksempel tankstationer, 7-11 og dagligvarebutikker.

Peter Mayn Andersen, kædekonsulent hos Tulip

Og det kan være svært at konkurrere med, fortæller han. Når den klassiske pølsevogn langsomt forsvinder, mens der stadig er mange grillbarer, skyldes det ifølge ham, at der ikke i samme grad er økonomi i at have en klassisk vogn, hvor det primære udvalg er pølser og brød.

- De kan jo ikke stå med pomfritter, kylling, sandwiches og salat. Det må man ikke i sådan en pølsevogn, siger Peter Mayn Andersen.

Udviklingen på pølsevognsområdet er medvirkende til, at Danmarks Pølsehandlerforening i det nye år lukker den 1. marts.

- Det gør vi, fordi at branchen er uddøende. Der bliver færre og færre pølsemænd. Det er en proces, der har været undervejs de sidste 10-15 år, siger Jesper Rønning, formand for foreningen. Han har selv en grillbar i Ringe.

 

muted

Kåringen

Fyns bedste klassiske pølsevogn

 

Emil Johannesson har nu været forbi alle tre pølsevogne. Her kommer hans tre bedømmelser af vognene - på stemning, smag og service.

 

Første stop - Gågadens Pølsevogn i Odense:

 

 

 

Andet stop - Bangs Pølsevogn i Svendborg:

 

 

 

Tredje stop - Pølsevognen i Kerteminde:

 

 

 

Måske har du allerede en idé om, hvilken vogn der scorede flest point hos Emil Johannesson.

I videoen nedenfor kan du se, hvordan vinderen reagerede, da Emil Johannesson og TV 2/Fyn overraskede vedkommende i sin vogn.

 

 

 

 

Det blev altså Pølsevognen i Kerteminde, der løb med titlen som Fyns bedste klassiske pølsevogn. Stort tillykke.

 

Faktisk er Emil Johannesson enig med de 1.800 fynboer, der deltog i afstemningen. Her fordelte stemmerne mellem de tre favoritter på følgende måde: 

  • Pølsevognen i Kerteminde fik 44% af stemmerne.
  • Gågadens Pølsevogn i Odense fik 35% af stemmerne.
  • Bangs Pølsevogn i Svendborg fik 11% af stemmerne.

 

 

Webdok: Emilie Foxil

Interviews og optagelser: Cecilie Nisgaard og Emilie Foxil

Grafik: Niklas Larsen