I det fynske folks tjeneste

Her er fynske værfters redningsmand

05:46

Den Maritime Klynge på Fyn ansætter ny uddannelseskoordinator

Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier

1 af 2

Danmark og ikke mindst Fyn vil de kommende år mangle faglært arbejdskraft. I 2020 vil der på landsplan mangle 17.000 faglærte inden for jern- og metalområdet, og antallet forventes at ramme 30.000 i 2025.

Han har hænderne skruet rigtigt på efter mange år som skibsbygger på Lindøværftet. Og de unge har han helt tæt inde på livet i sin nuværende stilling som afdelingsleder for produktion og udvikling på Syddansk Erhvervsskole.

Navnet er Steen Nielsen. 1. november starter han som uddannelseskoordinator for Den Maritime Klynge hos Udvikling Fyn.

Stillingen er et nyt forsøg på at sikre fremtiden for værfter og metal- og jernvirksomheder på Fyn. I år bliver der nemlig kun udlært 31 lærlinge fra Den Maritime Klynge på Fyn. Det tal falder til 6 lærlinge i 2019, så der bliver en udtalt mangel på faglærte om ganske få år.

På landsplan vil der mangle 17.000 faglærte inden for jern- og metalområdet i 2020, og antallet forventes at ramme 30.000 i 2025.

- Vi står på en brændende platform, hvor det maritime erhverv ikke har mulighed for at udvikle sig, hvis der ikke er adgang til faglært arbejdskraft.

Lars Ahrendtsen, forretningschef for Fyns Maritime Klynge.

Det er Den Maritime Klynge, der er en del af Udvikling Fyn, der står bag initiativet.

- Vi står på en brændende platform, hvor det maritime erhverv ikke har mulighed for at udvikle sig, hvis der ikke er adgang til faglært arbejdskraft, siger Lars Ahrendtsen, der er forretningschef for Fyns Maritime Klynge.

Læs også Maritim ildsjæl modtager fondspris

- Det er en plan, der har ligget og summet i et stykke tid, men da den rette ansøgning kom, blev stillingen straks besat, fortæller han til TV 2/FYN.

Redningsmand til havets industri

Det er Steen Nielsens fornemmeste opgave at nedbringe manglen for kvalificeret arbejdskraft på Fyn.

- Jeg skal hjælpe klyngevirksomhederne med at tage flere og dygtige lærlinge ind, så de på den måde kan være med til at udvikle den fremtidige arbejdskraft på en kvalificeret måde. Samtidig er det vigtigt at sætte fokus på den enorme efterspørgsel på faglært arbejdskraft og de attraktive jobmuligheder i den maritime branche, fortæller Steen Nielsen.  

Frem mod 2025 kommer Danmark til at mangle 30.000 metaluddannede personer. Ved at reducere denne mangel, vil det have store positive effekter for dansk økonomi. Eksporten kan således forøges med 33,5 mia. kr., hvis udbuddet og beskæftigelsen af metaluddannede øges svarende til manglen. Det viser en undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hos brancheforeningen Danske Maritime, frygter man også konsekvenserne af udviklingen.

Hvis vi ikke får tilstrækkelige faglige medarbejdere på sigt, så er virksomhederne nødsaget til at flytte arbejdskraften til udlandet

Jenny N. Braat

- Hvis vi ikke får tilstrækkelige faglige medarbejdere på sigt, så er virksomhederne nødsaget til at flytte arbejdskraften til udlandet. Og det vil altså skade landets samlede eksportindtægter, konstaterer Jenny N. Braat til TV 2/FYN, der er direktør hos Danske Maritime.

Skal vi deles om lærlinge?

Assens Skibsværft har mulighed for at tage fire lærlinge, men på nuværende tidspunkt har virksomheden kun ansat én.

- Det kan være et problem, at få lærlinge til at fungere i denne her type virksomhed, hvor arbejdsbyrden varierer meget, og der i perioder ikke er beskæftigelse, siger Erling Pedersen, der er direktør hos Assens Skibsværft.

I de stille perioder, hvor der ikke er arbejde til lærlingene, foreslår Erling Pedersen en samarbejdsaftale mellem to virksomheder, der kan deles om en lærling.

Og netop den ide giver genklang i branchen.

- Det skal være lettere for virksomheder at få lærlinge, så at de ikke skal bruge for mange ressourcer på det, siger Jenny N Braat.

Det er også en løsning som Steen Nielsen vil arbejde på. 

Fyns Maritime Klynge består af mere end 100 virksomheder og 7 uddannelsesinstitutioner, som samlet set har flere end 3000 ansatte. Kun 36 af virksomhederne er godkendte til at tage imod lærlinge, og dermed er potentialet stort. De mest efterspurgte lærlingeprofiler blandt de maritime virksomheder i klyngen er: smede, industriteknikere, skibsmontører og elektrikere. 

 

Den maritime flaskehals:

Frem mod 2025 kommer vi til at mangle 30.000 metaluddannede personer. Ved at reducere denne mangel, vil det have store positive effekter for dansk økonomi. Eksporten kan således forøges med 33,5 mia. kr., hvis udbuddet og beskæftigelsen af metaluddannede øges svarende til manglen.
Kilde: AE.dk

 

Ved du noget? Så send os et tip