Her er, hvad du skal vide om gasledningen Baltic Pipe

Gasprojektet Baltic Pipe har fanget mediernes og borgernes interesse i løbet af de seneste par dage. Her er, hvad der er op og ned i sagen.

En 80 centimer bred gasledning skal graves ned i jorden tværs over hele Fyn. 

Baltic Pipe er navnet på en ny gasledning, der skal sende gas gennem Danmark fra Norges gasfelter og til Polen. Den nye gasledning er et samarbejde mellem det danske statslige selskab Energinet og det polske selskab Gaz-System S.A.

Polens energiforsyning er truet, fordi Polen på nuværende tidspunkt er afhængig af gas fra det russiske selskab Gazprom. Det betyder, at Polen kan blive presset politisk af Rusland, og det ønsker hverken Polen, Danmark eller EU.

Flere steder kan en ældre gasrørledning bruges, men over hele Fyn skal der etableres nye rør, da den eksisterende forbindelse ikke er stor og kraftig nok til at transportere de ti milliarder kubikmeter gas om året, som Baltic Pipe skal gøre. Den nuværende gasrørledning kan kun transportere 2,5 milliarder kubikmeter gas.

Seks fynske kommuner berørt

De nye gasrør vil strække sig over i alt 800-950 kilometer. Baltic Pipe betyder blandt andet, at der skal anlægges 200 kilometer ny rørledning på land i Danmark. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Fyn skal der anlægges næsten 80 kilometer nye gasrør i jorden. Gasledningen bliver 80 centimeter tyk. 

Byer og landområder i seks fynske kommuner påvirkes af de nye gasrør. Middelfart, Assens, Odense, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg.

Som udspillet til linjeføringen er nu, går rørene "i land" ved Skrillinge Strand syd for Middelfart. Derefter syd om Nr. Aaby, forbi Ørsted ved Glamsbjerg, inden den kiler sig ind mellem Tommerup og Tommerup Stationsby, inden den går syd om Odense. Her når den også lige gennem Faaborg-Midtfyn nord for Nr. Lyndelse, inden den tager en kort tur ind i Kerteminde Kommune syd om Rønninge. I Nyborg Kommune går ledningen syd om Ullerslev. Her omkring Nordenhuse kobler linjen sig på den eksisterende gasledning hen over Storebælt.

Et milliardprojekt

Projektet koster 12 til 16 milliarder kroner, hvor Energinet skal finansiere cirka halvdelen. Pengene til det vil dog komme fra den afgift, Polen bagefter skal betale for at gassen sendes gennem de danske rør.

Anlæggelsen af det nye gasrør vil komme gasforbrugerne herhjemme til gode. Både i form af større forsyningssikkerhed og billigere gas. Ifølge DR vil en almindelig dansk gasforbruger spare fra 50 til 150 kroner på gasregningen om året. Det skyldes, at udgifterne til distribution halveres.

Efter planen skal gassen strømme gennem de nye rør fra oktober 2022. 

Oversigt

    Oversigt