I det fynske folks tjeneste

Overblik: Her er konflikten mellem DSB og de ansatte

Siden DSB i 2017 meldte sig ind i Dansk Industri, har der været flere arbejdsnedlæggelser blandt de ansatte.

Togpersonalet genoptog omkring klokken 15 mandag arbejdet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En arbejdsnedlæggelse blandt DSB's togpersonale mandag 1. april lammede togtrafikken på Sjælland og en del af Fyn.

Togpersonalet genoptog først omkring klokken 15 mandag arbejdet. Afbrydelsen af strejken kom kort efter en kendelse i Arbejdsretten, der kendte arbejdsnedlæggelsen overenskomststridig.

Læs også DSB-ansatte genoptager arbejdet

Her kan du få et overblik over konflikten mellem DSB og de ansatte.

  • I 2017 meldte DSB sig ind i Dansk Industri og opsagde alle eksisterende overenskomster med deres ansatte.
  • I november 2018 førte uenigheder om lokomotiv- og togførernes arbejdstidsaftale og løn til flere arbejdsnedlæggelser og aflyste togafgange.
  • Loko- og togførere nedlagde arbejdet 5., 21. og 28., november. Det kendte Arbejdsretten overenskomststridigt 29. november.
  • Arbejdsnedlæggelserne var ifølge retten både systematiske og overenskomststridige, hvorfor de strejkende blev pålagt en bod. De blev ligeledes trukket for de timer, de ikke var på arbejde.
  • Boden lød på 35 kroner for ufaglærte og 40 kroner for faglærte for de første to arbejdsnedlæggelser. Den tredje arbejdsnedlæggelse kostede henholdsvis 65 kroner og 70 kroner i timen for ufaglærte og faglærte.
  • I slutningen af november måned lovede DSB og Dansk Jernbaneforbund at begrave stridsøksen.
  • Men nu ser det svært ud, siger formand for Dansk Jernbaneforbund Henrik Horup til TV2.dk.
    - Vi kommer ikke videre i forhandlingerne lige nu. De er afbrudt. Jeg er af den overbevisning, at der skal andre spillere på banen, før vi kan komme videre, sagde han 30. marts 2019 til tv-stationen.
  • Dansk Jernbaneforbund holdt lørdag 30. marts 2019 et møde med Dansk Arbejdsgiverforening.
  • Mødet blev hasteindkaldt af DSB, efter at Ekstra Bladet fredag 29. marts 2019 omtalte en pressemeddelelse, angiveligt fra ansatte i DSB, som varslede arbejdsnedlæggelse mandag 1. april fra klokken 04.00 til klokken 15.
  • Efter mødet meldte forbundet på dets hjemmeside, at man "hverken har opfordret til eller står bag ved en eventuel overenskomststridig arbejdsnedlæggelse den 1. april 2019".
  • Forbundet understregede desuden, at der "ikke må forekomme overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og at medlemmerne skal holde arbejdet normaliseret den 1. april 2019".
  • Som følge af arbejdsnedlæggelsen mandag, bad DSB Arbejdsretten om et møde, da de anså strejken for at være overenskomststridig.
  • Omkring klokken 15 mandag gav Arbejdsretten DSB medhold i, at arbejdsnedlæggelsen var overenskomststridig.
  • Dansk Jernbaneforbund blev samtidig påbudt at bede sine medarbejdere om at genoptage samarbejdet og holde det normaliseret. Altså at undgå fremtidige strejker.
  • Retten tog ikke stilling til, om medarbejderne skal pålægges bod, men formand for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, forventer, at medarbejderne vil få en bod.
  • DSB har samtidig bedt om, at Dansk Arbejdsgiverforening indleder en sag ved Arbejdsretten over for Dansk Jernbaneforbund om organisationsansvar.
  • Dansk Jernbaneforbund kan idømmes bod, hvis retten finder, at forbundet har været involveret i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, fortæller Ole Hasselbalch, professor emeritus i erhvervsret ved Aarhus Universitet.

Kilder: Ritzau, TV2.dk, Dansk Jernbaneforbund, Ole Hasselbalch, professor emeritus ved Aarhus Universitet

Læs også Arbejdsretten pålægger DSB-ansatte at genoptage arbejdet