Her er mobilen forbudt: Freja er glad - Marcus synes, det er nederen

På Ferritslev Friskole er mobiltelefon forbudt for eleverne.

I snart 14 dage har elever fra 3. klasse og op på Ferritslev Friskole undværet mobilen. 

- Det er helt okay. Man bliver mere social. Tidligere havde de fleste bare næsen nede i telefonen og spillede dagen lang, fortæller Freja Klithammer fra 5. klasse. 

Det mobilfri forsøg slutter fredag, og det er et forsøg på at styrke fællesskabet eleverne imellem. 

- Vi har en oplevelse af, at børn og unge bliver mere og mere optaget af skærme og medier, og vi vil egentlig bare gerne have dem til at være sammen, fortæller skoleleder Pia Gabel. 

quote Man bliver mere social. Tidligere havde de fleste bare næsen nede i telefonen og spillede dagen lang

 Freja Klithammer fra 5. klasse.

- De har kun en times frikvarter om dagen. Og den time vil vi gerne dedikere til fællesskabet mellem børnene.

Og i 5. klasse er der overvejende positive tilbagemeldinger. 

Frikvarter på skolen. Minus mobiler - men masser af leg
Frikvarter på skolen. Minus mobiler - men masser af leg
Foto: Anders Høgh

- Det er ret dejligt. Vi er sammen og leger nogle forskellige lege. 

Havde I ikke gjort det, hvis I havde haft mobilen?

- Nej - ikke i det andet frikvarter. Der ville vi bare sidde indenfor og glo på vores mobiler, siger Kirstine Marie Kruse Hansen.

Argh, det er lidt nederen
Men længere nede ad gangen finder vi 6. klassen - og her er mobilen en tryg og trofast ven, man normalt altid bare har på sig. Og derfor var Marcus Larsen heller ikke helt glad for at skulle smide sin mobil i den sorte kasse.

Se reaktionerne fra 6. klasse på Ferritslev Friskole

- Det, synes jeg, er lidt nederen. Vi er næsten mere sammen, når vi har vores telefoner, siger Marcus Larsen.

- Jeg føler mig mere tryg, når jeg har min mobiltelefon.

Ferritslev Friskole overvejer nu at gøre ordningen permanent. 

Er I ikke bange for, at en permanent løsning kunne gøre, at eleverne står i stampe i forhold til fremtidens krav?

- Nej, det tror jeg ikke. Vi bruger det jo i undervisningen, hvor det er hensigtsmæssigt. Jeg tror ikke på, at de bliver it-analfabeter, siger Pia Gabel. 

Hvad taler børn egentlig om i frikvarteret, når mobilen er langt væk? Det kan du se på TV 2/FYNs Facebookside.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt