Superligaen begynder: Her er OB's og de andre klubbers målsætninger

To hold jagter guldet, et hold vil have bronze, men ingen af dem er OB, der er tilfreds, hvis superligaklubben kommer i top-6.

To hold jagter guldet, et hold vil have bronze, fire andre hold vil i top-6, og resten jagter overlevelse.

Før sæsonen har Ritzau været i kontakt med den sportslige afdeling i alle superligaklubber og spurgt, hvad målsætningen er for den kommende sæson i landets bedste række, der åbnes fredag med opgøret mellem FCM og Esbjerg.

Inden første runde står det klart, at flere vil gå skuffede på sommerferie om et år.

Klubberne er listet efter deres placeringer i sidste sæson. Oprykkerne nævnes sidst.

FC København: Guld

- Vi er en af de klubber, der på grund af vores historik oplever det privilegium, at vi får det spørgsmål færre og færre gange. Vi kender vores målsætning og ved, hvad kravene er til at være FC København. Vi går ind med samme målsætning til alle superligasæsoner, siger teknisk direktør Johan Lange.

FC Midtjylland: Guld

- Vores målsætning er ligesom i de seneste fire-fem sæsoner, at vi vil spille med om mesterskabet. Samtidig skal vi kunne præstere i Europa og udvikle vores mange unge spillere, siger sportschef Svend Graversen.

Esbjerg: Overlevelse

- Målsætningen er, at vi skal etablere os i Superligaen. Man kan da godt sige, at det er lidt en defensiv målsætning. Jeg vil heller ikke sige, at vi bare skal være nummer 11 og så være lykkelige og glade. Vi vil vise, at vi er et superligahold, der er berettiget til at være med. Vi skal sikre os, at vi forbliver i Superligaen på en måde, så vi ikke skal spille om at være i rækken på sidste spilledag, siger sportschef Jimmi Nagel.

Brøndby: Top-3

- Klubbens målsætning er at ende i top-3 i Superligaen. Og vi kommer til at satse 100 procent i alle de turneringer, vi er med i, siger cheftræner Niels Frederiksen.

OB: Top 6

- 11-12 klubber har en ambition om at komme i top-6, og vi er en af de 11-12 klubber. Det er der ingen tvivl om. Det sigter vi efter, når sæsonen begynder, siger cheftræner Jakob Michelsen.

FC Nordsjælland: Top 6

- Vores målsætning er at fastholde en placering i top-6 i Superligaen. Vi skal fortsat integrere egenuddannede akademispillere på superligaholdet. Udvikling og uddannelse af endnu bedre spillere på superligaholdet, der kan medvirke til endnu flere point i Superligaen, skriver cheftræner Flemming Pedersen og sportschef Jan Laursen i en mail.

Randers: Overlevelse

- Vi skal undgå de tre nedrykningspladser. Vi vil gerne være blandt de ti bedste, så vi undgår at blive blandet ind i nedrykningskampene, som vi var i foråret 2018, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

AGF: Top 6

- Vores målsætning er som de seneste år. Vi vil gerne i top-6. Når strukturen er, som den er, så er det det, vi går efter, og det gør vi igen i den her sæson, siger sportschef Peter Christiansen.

AaB: Top 6

- Vores målsætning er at komme i top-6. Vi arbejder ud fra at forbedre vores præstationer hver eneste dag, og en naturlig konsekvens af forbedrede præstationer er gode resultater, og derfor skal vi i top-6. Når vi er kommet det, så må vi se, hvad det kan blive til, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

Sønderjyske: Uvis målsætning

- Når transfervinduet er lukket (2. september ved midnat, red.), og vi har set, hvad der er er sket i de første runder i Superligaen, tager vi bestik af situationen og melder en målsætning ud, siger cheftræner Glen Riddersholm.

AC Horsens: Overlevelse

- Hvis vi kan overleve, så holder vi da en fest ud over det sædvanlige. Det er det, det handler om, siger manager Bo Henriksen.

Hobro: Overlevelse

- Vi vil rigtig gerne overleve. Det er vores målsætning, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Silkeborg: Overlevelse

- Vi vil være tilfredse, hvis vi placeringsmæssigt kan blive nummer to i en af de to puljer (med fire hold i hver, red.). Med andre ord er vi tilfredse, hvis vi overlever og stadigvæk er i Superligaen i næste sæson, siger sportschef Jesper Stüker.

Lyngby: Overlevelse

- Vi kommer til at jagte overlevelse. Vi er klar over, at vi er i Superligaen på yderste mandat, det gælder også, når vi kigger på de andre holds budgetter. Men vi tror på, at vi har noget, der ikke kan købes for penge, for vi har et stærkt miljø og et sundt omklædningsrum, og det skal hjælpe os, siger cheftræner Christian Nielsen.

Oversigt

    Oversigt