Her er Odenses billigste villavej

En villavej i Bellinge er Odenses billigste. Her ligger kvadratmeterprisen 30 procent under gennemsnittet, viser ny undersøgelse.

Det er sædvanligvis dyrere at købe villa i Odense end uden for byen, men der er nogle villakvartere i Fyns største kommune, der er væsentlig billigere end andre.

En undersøgelse fra boligsiden.dk viser, at Brogårdsvej i Bellinge i den sydvestlige del af Odense Kommune er byens billigste villavej.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris ligger på 10.184 kroner, og det er 30 procent billigere end resten af kommunen.

- Rykker du til et af de billigere områder, kan du få et bed med krydderurter og plads til ungernes trampolin i haven, og de penge, du sparer, kan du bruge til at købe en bil eller et månedskort til det offentlige, så du kan komme ind til byen, så ofte du vil, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør på boligsiden.dk. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odense i den dyre ende

I Odense Kommune ligger den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer på 14.504 kroner. Tallene er baseret på villahandler i 2017 og 2018. Der er kun tre kommuner i landet, hvor det er dyrere at købe hus. Det drejer sig om København, Aarhus og Roskilde.

- Det er de færreste, der har råd til et hus helt inde i de største byer, så fokuser på, hvad du får, i stedet for hvad du misser. Gør du det, er der større chance for, at det giver mening for dig at være kreativ med beliggenheden, lyder rådet fra Birgit Daetz.

Selv om Brogårdsvej er Odenses billigste villavej ud fra handler foretaget i 2017 og 2018, skal du alligevel have et større millionbeløb op af lommen for at få dig en villa.

Den billigste villa, der er til salg lige nu på Brogårdsvej, koster ifølge boligsiden.dk 3,8 millioner kroner.  

 

Oversigt

    Oversigt