Her får den første student huen på

Familiemedlemmer stod klar med roser og champagneglas, da de første studenter sprang ud på Nyborg Gymnasium mandag morgen.

Cecilie Höyer Larsen, som går i 3.e på Nyborg Gymnasium, var den allerførste, der fik den karakteristiske røde studenterhue på hovedet.

- Det er helt fantastisk. Men det er også vildt mærkeligt, fordi vi har brugt tre år af vores liv på at læse og forberede os til den her dag, og lige pludselig er den her, siger hun.

Over de næste to dage kan yderligere 247 elever dimittere fra Nyborg Gymnasium.

- Det er tre rigtig sjove og højtidelige dage, siger vicerektor Per Juul Larsen.

n24 student2

Som den første nyudklækkede student har Cecilie Höyer Larsen en række privilegier. Hun skal hejse flaget i gymnasiet, hvorefter rektor vil holde en tale. Herefter står den på champagne og lykønskningerne til den første dimittend.

- Det er som om dagen bliver ekstra speciel, når man er den første til at blive student her på gymnasiet, siger Cecilie Höyer Larsen.

Ifølge vicerektoren på Nyborg Gymnasium, så er det vigtigt at holde fast i traditionerne.

- Det markerer en afslutning på de tre år, men samtidig er det også en overgang til noget nyt for eleverne, da de skal ud i den fremtid, som sikkert er forskellig for alle sammen, siger Per Juul Larsen.

Efter at have fejret studenterhuen ved Cecilie Höyer Larsen godt, hvad fremtiden bringer.

- Jeg vil rigtig gerne på universitet og læse jura, så hvis der er et universitet, der vil have mig, så er det bare at springe på, siger hun.

Oversigt

    Oversigt