I det fynske folks tjeneste

14 fynske valgsteder skilte sig ud: Her fik partierne det bedste valg - og det absolut dårligste

Folketingsvalget er lige om hjørnet, og de fynske vælgere er klar til at sætte kryds. Ved valget i 2015 skilte 14 valgsteder sig ud ved enten at give partierne en syngende lussing - eller et supervalg.

Bum. Bum. Bum. Hvor skal krydset sættes? 14 valgsteder på Fyn skilte sig ud under valget i 2015. De var enten hjemsted for et supervalg eller en lussing af de helt store. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix



Ved folketingsvalget den 18. juni 2015 valgte over 300.000 fynboer at stemme. Da de 148 valgsteder på Fyn lukkede, og stemmerne blev talt op, adskilte 14 valgsteder sig fra resten. 

Det var de valgsteder, hvor partierne procentvis fik det bedste valg - eller det absolut dårligste. 

På ét valgsted fik et parti for eksempel det absolut bedste valg i hele landet, mens et andet parti ikke fik så meget som én sølle stemme.

01:15

Hør hvilke to fynske valgsteder, som man bør holde øje med ved valget den 5. juni ifølge TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch

Luk video

Fynske højborge

I kortet herunder kan du se, hvilke fynske valgsteder der gav de ti opstillede partier det bedste valg. Klik på krydset og se, hvor stor en procentdel af stemmerne hvert enkelte parti fik på valgstedet.

I Munkebo fik Socialdemokratiet 43,85 procent af stemmerne, og det var også partiets bedste valg i hele landet i 2015. 

Læs også Se listen: Venstremand er den folketingskandidat på Fyn, som fynboerne er mest enige med

På Strynø valgte knap hver tredje vælger at sætte kryds ud for Enhedslisten. Det var også procentvis det bedste valg for liste Ø i hele Danmark. På landsplan fik Enhedslisten 7,80 procent af vælgernes krydser mod 30,33 procent på Strynø.

På Danmarks femtemindste valgsted fik Venstre umiddelbart et supervalg. På Lyø fik partiet nemlig næsten 40 procent af stemmerne. Men skuer man tilbage i tiden, var det alligevel over ti procent færre stemmer end ved valget i 2011.

Én af Dansk Folkepartis højborge ligger i Bagenkop. Her stemte hver tredje vælger på partiet. I alt fik liste O 34,56 procent af stemmerne i Bagenkop. Det var en fremgang på over 14 procent i forhold til valget i 2011.

I Ollerup på Sydfyn fik Alternativet et "helt crazy valg" med over 16 procent af stemmerne. På landsplan fik liste Å 4,80 procent af stemmerne.

Læs også Ollerup er fynsk højborg for Alternativet: - Det passer godt til stedet her

Nul stemmer til ...

Herunder kan du se, hvilke partier der ikke fik en eneste stemme. Eller hvor store partier som Venstre og Socialdemokratiet skrabede bunden med lave stemmeprocenter.

På Lyø, Strynø og i Helnæs var der flere partier, der ikke fik en eneste stemme.

På Lyø havde ingen af de 85 stemmeberettigede valgt at sætte kryds ud for Kristendemokraterne, Radikale Venstre eller Liberal Alliance. 

Hopper man til Strynø, er billedet næsten det samme. Her fik Radikale Venstre og Kristendemokraterne heller ikke et eneste kryds på stemmesedlen. 

På valgstedet Sct. Knuds Gymnasium i Odense var vælgerne ret begejstrede for Liberal Alliance, men de havde ikke meget fidus til Dansk Folkeparti, der kun fik 10,78 procent af stemmerne. 

Venstre og Konservative havde problemer på Camp U i Vollsmose i Odense. Valgstedet er kendt for at have den laveste valgdeltagelse på Fyn - og den fjerdelaveste i hele landet. Venstre fik lidt over seks procent af stemmerne, mens Konservative måtte nøjes med en procent.

I Ørbæk valgte kun 22 ud af 1407 stemmeberettigede at sætte kryds ud for SF. Det svarer til en stemmeprocent på under 2.

Mens Ollerup belønnede Alternativet med mange stemmer, var Lyø ikke begejstret for landets nye parti. Liste Å fik kun 1,35 procent af stemmerne.