I det fynske folks tjeneste

Banke på - Hvem dér? Her gør voksne mennesker alt for at narre hinanden

Glem alt om superman-dragter og slikposer. På Ærø har man en ældgammel masketradition med grundig udklædning, sugerør og alkohol. Men den er truet.

Jesper "Bus" Jensen har fundet gammelt udklædningstøj og maske frem, så han ikke bliver genkendt. Foto: Christoffer Laubel

Jesper Jensen tager et sidste hiv af sin cigaret, mens han står i mørket på en regnvåd gade i Søby på Ærø. 

Han trækker en plasticmaske med et grinende ansigt ned foran sit eget og gør klar til sin entré på scenen.

Man kan se ind i bindingsværkhuset, hvor der tydeligvis er gæster samlet rundt om et bord med mad og drikke. Og vigtigst af alt - der er tændt lys over hoveddøren. 

Det er nemlig signalet til, at maskeklædte mennesker er velkomne i aften.

- Det er rollespillet, der er rigtig sjovt, synes jeg. Det dér med at køre mennesker helt derud, hvor de tror, man er en helt anden person. Og hvor man får en helt anden identitet, forklarer Jesper Jensen.

Til daglig er Jesper Jensen vognmand og kører bus på hele Ærø, så hans ansigt er kendt af Gud og hvermand på øen. Både af skolebørnene, der køres til og fra skolen i Marstal eller af alle andre, der bruger øens gratis busser til at tage på arbejde eller indkøb.

Jesper "Bus" Jensen i familiens udklædningsrum. Foto: Christoffer Laubel

Derfor er det ekstra vigtigt for ham at være grundigt forklædt.

- Vi skal helst gå lidt anderledes, så de ikke kan genkende os på vores gang, siger han.

Jesper "Bus", som han også kaldes på øen, banker tydeligt på døren til huset og går selv ind. 

- Go'awten, Mie, siger han med en forvrænget pibende stemme til kvinden, der tager imod ham. Og dermed har han tydeligt markeret, at han kender dem. Men forhåbentlig har de ingen anelse om, hvem han er.

Ærøs forskellige masketraditioner

Ærøs tradition med at gå med maske stammer fra 1860, hvor en skræddersvend tog den med fra Als, hvor han havde oplevet den.

En dame skyldte ham penge for udført arbejde, så for at få hende til at slippe skillingerne, klædte han sig ud og opsøgte hende i mørket. Hun blev så bange, at betalingen faldt lige med det samme.

Siden da har traditionen udviklet sig i forskellige retninger.

Læs også Sofie Gråbøl: Det er så hyggeligt at få gæster på filmsettet

På det vestlige Ærø går man med maske i dagene omkring Helligtrekongersdag. Et maskelaug har endda fastsat datoerne for de næste mange år, så der ikke er tvivl. Én aften er der åbent for at besøge huse i Søby, en anden aften i Bregninge, og en tredje aften i Leby og Skovby.

På det østlige Ærø omkring byerne Marstal og Ærøskøbing går man i stedet med maske mandagen after fastelavn.

Og selvom det virker som fis og ballade, er det ifølge tidligere museumsleder Karen Margrethe Fabricius vigtigt med en klar rollefordeling på sådan en maskeaften. Hun har i sit museumsjob på Ærø Museum studeret traditionen grundigt.

- Det er jo en form for rollespil. Der er masker, værter og gæster, der ser på. Og alle parter er lige vigtige. "Udklædterne" kan ingenting, hvis værterne ikke er med på det. Så når udklædterne starter med et emne, så snakker værterne med, forklarer Karen Margrethe Fabricius.

Karen Margrethe Fabricius har tidligere i sin tid som museumsleder på Ærø Museum studeret øens masketradition grundigt. Foto: Christoffer Laubel

Det kan blive til nogle temmelig tossede historier. Denne aften prøver Jesper "Bus" Jensen at forklare værterne, at han lige har samlet den medfølgende journalist op nede ved havnen, hvor han er ankommet med den nye el-færge "Ellen", der vel at mærke slet ikke er i drift endnu.

Midt i talestrømmen bliver Jesper spurgt, om han ikke er tørstig, og helt efter de uskrevne regler får Jesper noget at drikke. I dette tilfælde en øl. Og helt efter de samme uskrevne regler har Jesper medbragt et sugerør til at drikke den af. For når man bærer maske, er man nødt til at bruge sugerør gennem et lille hul i masken. Ellers er man nødt til at løfte masken, så man kan komme til munden, og så er hele maskeringen afsløret.

Se her, hvordan Jesper får sin øl:

00:30 Luk video

På det østlige Ærø samles man til sidst på aftenen på et fælles sted, hvor alle lader maskerne falde. Så kan man se, hvem man havde besøg af.

På det vestlige Ærø er traditionen, at man ikke afslører, hvem der bærer maskerne, og dermed kan man gruble temmelig længe over, hvem der mon var på besøg.

Denne aften vælger Jesper "Bus" Jensen dog at smide masken til sidst for kameraets skyld, så værterne og gæsterne kan se, hvem det var.

Og da det sker, er der højlydt latter og klapsalver i lokalet.

- For helvede, Jesper! Jeg havde overhovedet ikke gættet, det var ham, lyder det fra en af de tilstedeværende. Og rundt om bordet lyder det som om, folk er enige.

- Det er så hyggeligt at finde ud af, hvad folk har tænkt at vise os i år. Der ligger jo et stykke arbejde bag, inden man går ud. så hvad er det, de gerne vil fortælle? Det er dét, der er sjovt, forklarer værten Mie Knudsen. Hun vil dog ikke afsløre, om hun selv skal ud at gå med maske en af de andre aftener på øen.

Jesper "Bus" Jensen siger tak for samtalen og forlader huset.

- Det dér rollespil gik rigtig godt derinde, siger han med stolthed over ikke at være blevet genkendt.

Læs også Sundhedsreform: Borgmester frygter for Ærøs fremtid

En tradition med modgang

Ude i mørket er Jesper "Bus" Jensen på jagt efter et nyt sted at besøge, men der er forbavsende få steder med lys over døren.

- Det kan jo godt blive fatalt til sidst. Det har noget at gøre med, at der ikke er mange unge mennesker på Ærø forklarer tidligere museumsleder Karen Margrethe Fabricius.

På sin vandring er Jesper kommet til et nyt hus, hvor han banker på og går ind til et selskab ved pensionist Marna Kristensen. De har allerede haft besøg af to andre hold med masker. 

Ved bordet går snakken om masketraditionen, som noget, der måske kan forsvinde på Ærø.

- Traditionen dør ud, tror jeg. De unge flytter fra øen, og der skal nogle til at bære det videre. Om 10-15 år er det nok sket, mener Erik Petersen, der er kommet fra Marstal for at være med i Søby i aften.

Også ved dette selskab kommer det som en overraskelse, da Jesper "Bus" Jensen smider masken. To af de tilstedeværende fortæller dog, at de havde en anelse om, at det kunne være ham.

Jeper "Bus" Jensen har gået med maske på Ærø siden han var barn, og han vil gøre, hvad han kan for at holde traditionen i live hvert år. Måske allerede i de kommende dage - andre steder på øen.

- Det skal være slemt, før jeg ikke kommer ud at gå mindst én aften i hvert fald.

Her kan du se reportage fra masketuren i Søby:

04:39

Gå rundt fra dør til dør med masker på, det er normalt noget børn gør. Men på Ærø har man en helt særlig masketradition. Glem alt om superman-dragter og indsamling af slik.Her er der alkohol involveret, og det er voksne mennesker, der gør deres bedste for at lave sjov med hinanden.

Luk video