I det fynske folks tjeneste

Dagens Fantastiske Fællesskab: Her lærer børn om fællesskab og lederskab

Det handler om natur og fælles oplevelser, og alle kan være med. Mød spejdergruppen Polarstjernen, som er med i konkurrencen Fantastiske Fællesskaber.

Lejrbålet bliver tændt, når spejdere i Polarstjernen rykker op. Foto: Privat

Sådan her beskriver Polarstjernen sig selv i deres indstilling:

Formålet med vores fællesskab i Polarstjernen er at give børn og unge succesoplevelser i naturen gennem arbejdet med ”børn-leder-børn”, learning by doing, oplevelser og ansvar.

Vores spejdere skulle gerne blive blandt dem, der tager ansvar i familie og samfund – og det lærer de gennem de aktiviteter, vi laver i gruppen.

Helt fra spejderne er mikroer (6-8 år), lærer de at samarbejde i små enheder – patruljer – på 5-8 spejdere. De bliver støttet i at udnytte hinandens stærke sider på en positiv måde, og i at kunne rumme hinandens forskelligheder og acceptere andre børns mindre stærke sider. I takt med at spejderne bliver ældre, får de mere og mere selvstyre i patruljerne, og fra de er 12-13 år er de i stand til at holde møder og ture helt alene.

Hvem er med i Polarstjernen?

Polarstjernen rummer mange forskellige børn og unge.

Vi har spejdere fra mange samfundsgrupper og spejdere med forskellige fysiske, psykiske og indlæringsmæssige udfordringer.

Der er højt til loftet og plads til forskellighed. Vores spejdere får i samarbejdet med hinanden, dels i patruljerne, dels på tværs af aldersgrupper på fælles ture, en oplevelse af at alle kan bidrage til fællesskabet uanset om den enkelte måske har en fysisk begrænsning eller har svært ved at læse. Arbejdet i patruljer er en central del af det at være spejder.

Vores børn og unge oplever, at hende, der måske har en fysisk udfordring kan være den i patruljen, der er fantastisk til at løse indviklede koder, og at ham, der har svært ved at læse, måske er den bedste til at organisere byggeriet af køkkenbord og etablering af en bålplads.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab: Fælles om gratis film

Hvordan lærer børn om lederskab?

Gennem “børn-leder-børn” oplever fx den 12.-13. årige spejder en kæmpe succes ved at kunne hjælpe til på møderne for de yngre spejdere, og de yngre spejdere lærer en masse af og elsker at være sammen med de “seje” store spejdere, der har deltaget i mange ture og løb og dermed har masser af flotte mærker på deres uniformer.

I Polarstjernen har vi mange ledere i alle aldre, lige fra de helt unge 13-14 årige spejdere, der hjælper til hos de yngste, over de seje 25-30 årige lejdere, der har deres egen aktive spejdertid tæt på, og som kan bidrage med adventure aktiviteter og seje udfordringer, til den 60-årige, der selv har været spejder siden hun var 10 år og absolut ikke har nogen som helst planer om at stoppe.

Hvordan dyrker I fællesskabet?

Fællesskabet i grenene og i spejdergruppen som helhed betyder rigtig meget for vores spejdere.

En af de allerstørste begivenheder i spejderåret er den fælles juletur, hvor alle spejdere på tværs af alder tager sammen afsted på weekend i en kæmpe spejderhytte. De store spejdere ser frem til denne tur, fordi det bare er skønt at være med til at holde liv i en fantastisk tradition, og de små spejdere glæder sig vildt til at skulle afsted sammen med de store og deltage i aktiviteter på tværs af alder. Med en deltagelse på ca. 100 spejdere hvert år, må det siges at juleturen er en meget vigtig fælles aktivitet. Selv køkkenholdet bestående af frivillige forældre glæder sig til år efter år at tilberede en herlig julemenu til alle spejderne.

Læs også Fantastiske Fællesskaber: - Jeg blev stolt over at være fynbo

Hvordan kommer man med?

Man bliver en del af vores fællesskab ved enten at blive spejder i en af grenene, man kan starte som 3 årig.

Hvis man er voksen, kan man melde sig som leder eller stille op til bestyrelsen.

Hvad gør I for lokalmiljøet?

I lokalmiljøet bidrager Polarstjernen med at tilbyde et alternativ og/eller supplement til fx fodbold og håndbold.

Fysisk ligger vi placeret tæt på både Dalumskolen og Hjalleseskolen, vi har en fantastisk dejlig spejdergrund på Stenløsevej og desuden en pragtfuldt lille hytte gemt lidt væk ude i Hesbjergskoven.

På vores grund har vi en bålhytte og ind imellem bliver denne lånt af skoleklasser eller børnehaver til friluftsaktiviteter, ligesom spejderne ofte benytter vores faciliteter til afvikling af klassearrangementer, fødselsdage og i sæsonen konfirmationer.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab: Nyt liv i en gammel fabrik

Hvorfor skal I vinde prisen?

Fællesskabet i Polarstjernen er unikt, fordi vi rummer så mange forskellige børn og unge med forskellige styrker og svage sider. Vi har et antal spejdere i gruppen, der er stort nok til at kunne lave sjove ting, men ikke så stort, at det bliver uoverskueligt. Det nære fællesskab er vigtigt for os – lederne vil gerne kunne huske, hvad alle spejderne hedder!

Forældrene er en stor del af fællesskabet, både når vi inviterer til at arbejde, men også til at hygge med fællesspisning i forbindelse med Sct. Georgsdag (hvor vi aflægger spejderløftet), til Sct. Hans og til oprykningen (når man efter sommerferien rykker op til en ældre afdeling) #polarstjernenermeremedjerforældre

Vi inspirerer bl.a andre ved at have aktiviteter for børn på forskellige messer, ved deltagelse i Midsommerfesten hvor vi går i optog gennem byen og når nogle af vores unge ledere laver aktiviteter for børnene i skolen.

ALT arbejde i gruppen er frivilligt, og nogle bruger rigtig mange timer.

Vi skal vinde prisen fordi vi i vores fællesskab har brug for det hele menneske og alle kan noget vigtigt.

Hvad skal prisen bruges til, hvis I vinder?

Hvis vi er så heldige at vinde prisen, vil vi bruge pengene på at få nyt tag på vores bålhytte. Den er en vigtig og samlende faktor i alle vores aktiviteter på grunden og har en ikonisk værdi – det tydeliggør at det er spejdere og ikke fodboldspillere der bor på Stenløsevej 68. Og da taget er utæt, er det ved at være tiden at få det skiftet ud, hvis vi også skal kunne benytte de indbyggede sheltere.

FAKTA

58 fantastiske fynske fællesskaber meldte sig til konkurrencen Fantastiske Fællesskaber. Her på siden præsenterer vi løbende de mange fællesskaber.

 

Den 4. november offentliggør vi de fem fællesskaber, som en jury har valgt at nominere. Samme dag åbner afstemningen, hvor alle fynboer inviteres til at stemme på deres favorit. Vinderen med flest stemmer modtager 100.000 kroner.

 

Fantastiske Fællesskaber er skabt i samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us. Læs mere her.