Her topper vandstanden - disse veje er lukket på grund af oversvømmelser

Assens Kommune har spærret flere veje af på grund af stormfloden. Dæmningen ved Helnæs er lukket indtil klokken 22, og der er risiko for strømafbrydelser.

Et udbredt og langvarigt stormvejr har ramt Danmark hen over nytår, og det giver forhøjet vandstand flere steder ved de fynske kyster.

 

 

I Assens Havn forventes vandstanden at stige med op til 160 centimeter i løbet af onsdag eftermiddag. Dermed kan vandstanden nå samme niveau som ved den seneste stormflod i januar 2017.

Vandstanden forventes at toppe omkring klokken 15 onsdag eftermiddag.

 

Vandstanden er væsentligt højere end normalt omkring Fyn. 
Vandstanden er væsentligt højere end normalt omkring Fyn. 
Foto: TV 2 VEJRET

 

Her bliver dæmningen ved Helnæs lukket.
Her bliver dæmningen ved Helnæs lukket.
Foto: Ole Holbech

 

Disse veje er spærret af i Assens

Assens Kommune har derfor spærret en række veje af frem til klokken 21 onsdag aften.

 Følgende områder afspærres:  

 • Nordre Havnevej, Ved Stranden og Krabbeløkkevej  

• Næsvej og kolonihaverne

• Strandbakken på Helnæs

• Brunshuse

• Torø Huse Vej

• Å Strandvej i Å

• Skovkrogen forventes oversvømmet, men ikke afspærret.

Dæmningen ved Helnæs er lukket indtil klokken 22.

Risiko for strømafbrydelser

Energi Fyn meddeler, at der er risiko for strømafbrydelse i havneområdet i Assens fra omkring klokken 13 og forventeligt nogle timer frem. Borgerne kan holde sig opdateret om den aktuelle situation på Energi Fyns hjemmeside.

Assens Kommune opfordrer kraftigt borgerne til at holde sig væk fra havneområdet og øvrige oversvømmede områder, så beredskabet kan komme frem. Den første bil, der sidder fast i vandmasserne, er allerede registreret. Desuden kan det være farligt at færdes i de berørte områder.  

Vandstanden i Odense Fjord nåede sit højeste onsdag formiddag på omkring 160 centimeter over det normale niveau. Der er også oversvømmelser flere andre steder på Fyn.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt