I det fynske folks tjeneste

Herredouble vinder EM-guld i tredje forsøg

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen var helt suveræne i EM-finalen i badminton i Karlskrona.

De har prøvet meget i en begivenhedsrig karriere, og nu kan herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen også kalde sig europamestre i badminton.

Den topseedede danske duo levede lørdag op til favoritværdigheden, da de besejrede tyskerne Michael Fuchs og Oliver Roth 21-11, 21-11 i EM-finalen i Karlskrona.

Mathias Boe og Carsten Mogensen var også i finalen ved det seneste EM for to år siden, men ved den lejlighed tabte parret til landsmændene Lars Paaske og Jonas Rasmussen.

Også i 2006 tabte Boe og Mogensen finalen ved EM, dengang til Jens Eriksen og Martin Lundgaard Hansen.

Som cifrene antyder, var lørdagens finale stort set blottet for spænding.

Kun i andet sæt var tyskerne lidt med, da Fuchs og Roth bragte sig foran 5-2, men danskerne cruisede videre mod deres første EM-guld.

Damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt senere lørdag EM-guld efter sejr på 21-17, 24-22 over Line Kruse og Marie Røpke.

Det var den første guldmedalje, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har vundet sammen som par.

Dermed endte den danske guldmedaljehøst på tre, og det var mere end nogen anden nation.

I herresingle skuffede Danmark dog efter højst usædvanligt ikke at have været repræsenteret i lørdagens finale.

Ved du noget? Så send os et tip