I det fynske folks tjeneste

Hestehandler straffet for fjerde gang for vanrøgt af heste

En 58-årig hestehandler fra Nørre Aaby er i landsretten blevet idømt en betinget fængselsstraf på 20 dage for uforsvarlig behandling af sine heste.

En 58-årig hestehandler fra Nørre Aaby må ikke have med heste at gøre de næste tre år. (Arkivfoto. Hesten på billedet er ikke en af dem)

Det er fjerde gang, den 58-årige hestehandler er i myndighedernes søgelys, fordi han har behandlet sine heste uforsvarligt.

Nu er han frakendt retten til at have med heste at gøre i tre år, fortæller anklager ved Fyns Politi Klaus Holten Kristensen.

- Han har omkring ti heste, og de var alle vurderet til at være i dårlig huld (foderstand, red.). Normalt vurderer man på en scala fra 1-9, og her lå de fleste mellem 1,5 og 3,5, mens en enkelt lå på 1, hvilket svarer til groft uansvarlig, fortæller anklageren.

Dømt flere gange

Hestehandleren ankede byrettens afgørelse fra januar, hvor Klaus Holten Kristensen kørte sagen mod den 58-årige hestehandler.

Dengang lød dommen på det samme. 20 dages betinget fængsel og en frakendelse af retten til at eje eller have med heste at gøre i tre år.

Derfor er Klaus Holten Kristensen tilfreds med, at landsretten er nået frem til præcis den samme kendelse, som byretten gjorde i sin tid.

Læs også Forening redder mishandlede heste

- Ja det er jeg, og jeg tror, der er mange, der synes, at det er rimeligt, at det får konsekvenser, når man har set, at det er sket gentagne gange, siger anklageren.

Ifølge Klaus Holten Kristensen blev manden første gang idømt en bøde for at have forsømt sine heste. Det var i 2010. I 2011 fik han en dom, og det gjorde han også i 2012. Nu må han ikke beskæftige sig med heste eller hestelignende dyr i tre år, forklarer anklageren.

- Det er altså ikke nok, at han overdrager ejerskabet til en anden. Han må ikke muge ud eller noget andet, der har med heste at gøre. Det vil i så fald være strafbart, siger Klaus Holten Kristensen.