I det fynske folks tjeneste

Lukning af Hestehaven: Golfklub mister medlemmer

1 af 2

Utilfredsheden med lukningen af Hestehaven vokser. Golfklubben har mistet medlemmer. Det koster den foreløbig 45.000 kroner.

Det er ikke kun borgere omkring den ulovligt lukkede Landbrugsvej i Odense, der føler sig dårligt behandlet af Odense Kommune og dens trafikplanlægning. 

Den lokale golfklub ved Hestehaven, Odense Golfklub, rammes også og har siden lukningen af Hestehaven i september sidste år oplevet udmeldelser.

- Der er syv, der positivt melder tilbage, at deres udmeldelse skyldes, at Hestehaven er blevet lukket – og så kan man jo godt sige, syv, det er da ikke så mange – men sagen er jo, at de syv alene lægger 45.000 kroner i klubkassen, som vi jo så kommer til at mangle i vores daglige drift, siger golfmanager i Odense Golfklub, Hans Henrik Burkal, til TV 2/FYN.

Forringede tilkørselsforhold til golfklubben giver økonomiske og logistiske udfordringer, men for golfmanageren handler det i ligeså høj grad om principper. 

- Man sidder bag et skrivebord og træffer nogle beslutninger. Man kommer ikke ud i marken og ser, hvad det egentlig vil have af konsekvens, hvis man træffer de beslutninger, siger Hans Henrik Burkal.

Utilfredshed

Holluf Pile bydelen huser ca. 6.000 beboere – dertil kommer en række institutioner og enkelte erhvervsvirksomheder. Flere af dem er stærkt utilfredse med, at kommunen tilbage i september 2015 lukkede vejen i den ene ende.

Hestehaven var oprindeligt den hurtigste forbindelse mellem de to bydele Holluf Pile og Hjallese.

Store betonklodser på kørebanen i den ende af vejen, som ellers ville munde ud i Søndre Sygehusvej og dermed Munkebjergvej, har imidlertid sendt trafikken mellem de to bydele ud på en flere kilometer lang omvej.

Forvaltning begrunder lukning med fremkommelighed for ambulancer og stop for tung trafik
 

00:13 Luk video

Del af et projekt

Beslutningen om at lukke Hestehaven blev truffet i forbindelse med projektet for forlængelsen af Munkebjergvej. Forvaltningen begrunder lukningen med, at man vil undgå, at f.eks. lastbiler bruger Hestehaven som smutvej, når byggeriet af de nye OUH kommer i gang.

Samtidig henviser forvaltningen til, at ambulancer til det kommende supersygehus skal have nemt ved at komme frem. Argumenter, som Hans Henrik Burkal har svært ved at forstå.

- Hestehaven indbyder ikke til tung trafik. Den har allerede bump og små rundkørsler – og i øvrigt kunne man for rimelig få penge sætte skilte op med lastbiler forbudt.

Fremkommeligheden for ambulancerne ville også nemt kunne løses ved for eksempel elektronisk regulering af krydset. 

Møde i aften

Måneders kamp for at få politikere og forvaltning til at engagere sig i spørgsmålet omkring Hestehaven, fik i maj måned rådmand, Jane Jegind til at indkalde til borgermøde torsdag 2. juni klokken 19.00 på Holluf Pile Skole. Her vil rådmand og forvaltning blive spurgt til mulighederne for at genåbne Hestehaven.

 

01:32

Borgermøde: Heftig debat om mulig åbning af Hestehaven

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip