Hesteherpes: Rideklub må tage forholdsregler i brug

Seks heste er blevet smittet af den farlige herpes i Dalumgaard Rideklub. Det har fået de ansatte til at tage forholdsregler.

Den farlige hesteherpes, der har hærget flere fynske heste, er også nået til Dalumgaard Rideklub.

Rideklubben har 80 heste. Seks er blevet smittet, og derfor tager de ansatte nogle forholdsregler.

- Vi sadler de heste, som kan rides i deres bokse. Vi bruger masser af decifisering, og så forsøger vi at holde hunde væk, samt giver folk så lidt adgang som muligt, fortæller Jon D. Pedersen, der er leder af Dalumgaard Rideklub.

Aldrig haft lignende udbrud før

Jon D. Pedersen har været på Dalumgaard Rideklub i 30 år, og han har aldrig oplevet et lignende udbrud.

- Vi har haft herpes udbrud før, men ikke af den her 1'er, der er så aggressiv og giver lammelser, fortæller han.

Herpes er en alvorlig sygdom for hestene. Faktisk kan de dø af sygdommen.

- Desuden får hopperne nogle abort-storme, hvor de smider føllene i den sidste del af drægtigheden, siger Sisse Holm-Thomsen, der er dyrlæge på Norbets Hestepraksis. 

Kan ikke behandle direkte

Sisse Holm-Thomsen fortæller, at de ikke kan behandle hestene direkte for herpes.

- Vi kan symptom-behandle, lave støtteterapi og behandle de infektioner, der måtte komme sekundært, siger hun.

Hestene kan blandt andet få en slingerhed i bagpartiet, hvilket hestene på Dalumgaard er blevet ramt af.

- Med de heste, der har slingerhed, må man se tiden an. Det er kun fremtiden, der kan vise, om de bliver rideheste igen, fortæller Jon D. Pedersen. 

Se hele interviewet med Jon D. Pedersen og Sisse Holm-Thomsen.

Oversigt

    Oversigt