I det fynske folks tjeneste

Had mod muslimer: Hiba og Malak vil gerne møde folk med fordomme

Hiba Tabbara og Malak Harty oplever ofte had mod islam og muslimer, når de åbner Facebook. Nu er de klar på at mødes med alle, der har lyst til at få et nyt syn på nationalitet og kulturforskelle.

00:11

Spørger man venindeparret Hiba Tabbara (tv.) og Malak Harty, så ser de oftere og oftere eksempler på, at islam og muslimer lægges for had på sociale medier. Nu inviterer de selv på kage, hvis nogen har lyst til at få udfordret deres syn på emnet. Video: Malte Jørstad



- Jeg er klar til at bekæmpe islam sammen med alle.

- Det vigtigste er, at vi får militser rundt om i landet, som modtager våbentræning.

Sådan lyder to eksempler på kommentarer, som Hiba Tabbara og Malak Harty fra Odense synes, de ser flere og flere af på sociale medier som Facebook og Instagram.

Vores kulturer er forskellige, men vi er alle sammen mennesker.

Hiba Tabbara, Odense

De konkrete beskeder er udpluk fra samtaler, der har fundet sted i gruppen 'Ja til frihed - nej til islam.' Gruppen er en lukket gruppe med 3.500 medlemmer, der flere gange før har været i medierne på grund af medlemmernes yderligtgående holdninger.

TV 2/Fyns ungdomsredaktion, Bemærk, har kontaktet dem, der har skrevet beskederne samt en administrator for gruppen. Ingen, der har svaret, har ønsket at udtale sig.

Ifølge Hiba Tabbara og Malak Harty er sådanne beskeder med til at skabe frygt blandt muslimer.

- Jeg føler mig mest tom indeni. Hvor kommer de tanker fra? Skal jeg til at have skudsikker vest på, inden jeg tager på arbejde?

00:14

Her læser Hiba Tabbara og Malak Harty op fra en af de beskeder, der florerer på nettet. TV 2/Fyns undgomsredaktion, Bemærk, har været i kontakt med forfatteren til beskeden. Vedkommende ønsker ikke at medvirke.

Luk video

Racismeparagraffen

"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år."

 

Kilde: § 266 b, Retsinformation.dk.

Hiba Tabbara spørger retorisk og med et smil på læben, men hendes undren er reel.

Hvor kommer hadet fra?

De to veninder fortæller, at de begge har oplevet ondskabsfulde kommentarer på internettet og når de har gået på gaden. Men Malak Harty frygter, at truslerne om vold en dag eskalerer og bliver til virkelighed.

- Er der en, der skubber til mig næste gang, spørger hun.

- Jeg tænker også over, hvad der kan ske mine veninder eller min lillesøster, som har sværere ved at tale sin sag, end jeg har.

I Danmark kan nogle hadefulde ytringer - såvel på internettet som i det offentlige rum - være ulovlige i kraft af straffelovens paragraf 266 b, der også er kendt som racismeparagraffen.

Vil gerne mødes med folk, der er uenige

Hvis man er interesseret i at blive præsenteret for et andet syn på islam og muslimer, er de to veninder klar til at tage snakken, fortæller de.

- Vores kulturer er forskellige, men vi er alle sammen mennesker. Vi er i hvert fald klar, siger Hiba Tabbara.

Læs også Tal pænt: Odense afsætter million til ny kampagne

Malak Harty supplerer:

- Jeg håber da, at folk kunne have lyst til at blive klogere. Vi giver kage.

00:10

Hiba Tabbara og Malak Harty vil gerne mødes med mennesker, der tør blive udfordret på deres holdninger til islam og muslimer.

Luk video

Har du lyst til at møde Hiba og Malak?

Hvis du har lyst til at møde Hiba Tabbara og Malak Harty, kan du komme til det i samarbejde med TV 2/Fyns ungdomsredaktion, Bemærk. Vi sørger for at få aftalen på benene, og vi finder et godt sted at mødes til en kop kaffe og en snak om ligheder, forskelle, religion og kulturer.

 

Hvis du er interesseret i at møde de to piger, vil Bemærk gerne lave et indslag om jeres møde og det, der kommer ud af det. Det er dog ikke et krav.

 

Du kan uforpligtende kontakte journalist Malte Jørstad, hvis du er interesseret i at høre nærmere.

 

Mail: majo@tv2fyn.dk

Telefon: +45 24 79 50 87

Se mere

Begge piger har tidligere prøvet at havne i dikussioner om kultur og religion. Især Hiba Tabbara har blandet sig meget i debatten, siger hun.

- Jeg har prøvet det mange gange. Også på sociale medier. Men jeg synes ofte, at dem, der har yderligtgående holdninger er svære at komme igennem til, husker hun.

Læs også Bilister dytter og råber efter Ditte og hendes skolepatrulje

I modsætning til Hiba Tabbara har Malak Harty forsøgt at undgå diskussionerne.

- Jeg prøver ikke at læse beskederne på sociale medier, men det kan godt være svært, fortæller hun.

00:08

Malak Harty (th.) har svært ved at forstå, hvordan man øjensynligt kan hade nogen, man ikke har mødt.

Luk video

Alligevel er de begge overbeviste om, at dialog er løsningen på det, de begge oplever som et stigende had mod muslimer.

- Måske bliver man aldrig helt enige, og man kommer nok ikke til at sige: "Du har ret, jeg tog fejl," men måske kan man alligevel rykke lidt på noget, siger Hiba Tabbara.

Læs også Rapper om alkoholmisbrug: - Jeg var millimeter fra at dø

Institut for Menneskerettigheder udgav i 2017 en rapport, der viste, at de tre emner, som oftest medfører hadefulde ytringer på mediers Facebook-sider, er emner som "Religion og tro," "Flygtninge, migration og asyl" samt "Ligestilling."

02:15

Se hele indslaget fra Bemærks besøg hos Hiba Tabbara og Malak Harty.

Luk video

TV 2/Fyns ungdomsredaktion, Bemærk, har været i kontakt med en administrator af Facebook-gruppen "Ja til frihed - nej til Islam" samt et medlem af gruppen, der tog del i den konkrete debat, der til dels er inddraget i indslaget. Ingen af dem har ønsket at udtale sig, men de gør opmærksom på, at de pågældende beskeder oprindeligt er postet i 2017. Ifølge Hiba Tabbara og Malak Harty er beskederne ubehagelige uanset oprindeligt udgivelsestidspunkt, ligesom korrespondancen fra 2017 er blevet gen-postet efter terrorhandlingen i New Zealand i marts måned flere steder på sociale medier. I forbindelse med samme terrorangreb er Facebook-gruppen "Ja til frihed - Nej til Islam" desuden omtalt i medierne, fordi flere medlemmer ifølge Berlingske udtrykte sympati for terroristen.