Hidsig front har sendt 2.941 lyn ned over Fyn og Jylland

Der er ifølge DMI endnu ingen meldinger om skybrud. Til gengæld har torsdagens tordenvejr drysset knap 3.000 lynnedslag ned over Fyn og dele af Jylland.

Det har torsdag buldret og braget over store dele af Fyn og Jylland, men ved 19-tiden er det endnu ikke blevet til de helt store mængder vand.

Dog melder Fyns Politi ved 19.30-tiden om, at der fra Østfyn idløber en del meldinger om store mængder vand.

Vagtchef Lars Thede fortæller, at blandt andet Frisengårdsvej i Nyborg visse steder er oversvømmet, ligesom nedbøren flere stedet har løftet kloakdæksler op til fare for trafikanterne.

Opdatering
Clock10. maj 2018, kl. 19:31
Opdateret med nedbør på Østfyn.

Masser af lyn

Indtil klokken 18.00 har Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) registreret 2.941 lynnedslag. Et af dem slog først på eftermiddagen ned i et hus i Tvis nær Holstebro. Tagkonstruktionen blev delvist ødelagt, men ingen mennesker kom noget til, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Endnu er der ingen målestationer, der melder om skybrud.

- Bygerne flytter sig hurtigere end forventet. Det er ret intenst, når der er en byge, men det er ret hurtigt overstået, siger vagthavende meteorolog Trine Pedersen, DMI.

Enkelte målestationer ved Kolding og ved Limfjorden har målt 12 millimeter vand på 20 minutter. Det er dog ikke helt nok til at opfylde kriteriet for skybrud på 15 millimeter på 30 minutter.

Varsel om skybrud opretholdes

Alligevel opretholder DMI varslerne om potentielt farligt vejr for Jylland og Fyn.

- Det er meget kraftigt tordenvejr, når det er der. Og bygerne er også kraftige, når de er der. Det er bare meget hurtigt overstået, siger Trine Pedersen.

Uvejret er drevet ind over os fra vest, og fronten er ved 18-tiden nået til en linje fra Nordjylland ned over Karup til Sydfyn.

Regn- og tordenvejret driver videre mod øst, men det er dog ikke sikkert, at det når helt til København, før det opløses.

Når fronten er passeret, afløses den af tørt vejr, som er mærkbart køligere.

Fredag byder på temperaturer på mellem 12 og 17 grader og vind fra vest. Til gengæld vil der stadig være pænt solskin fra oven. 

Træ i Kerteminde brænder fortsat en uge efter lynnedslag. Videoen er optaget 16. maj.
Fotograf: Altonyo Mohammed

Oversigt

    Oversigt